Et dyrt projekt var indkøb af en motorbåd i 1929. Den blev døbt “Turisten”, og i de næsten otte år sejlede den på fjorden som turbåd, ligesom byens bugserbåd tidligere havde gjort. I sommertiden var der flere daglige sejladser til Feddet badestrand og på tilbagevejen lagde man til ved Elnasmindes badebro. Båden havde en overdækning med markise, en lille kahyt i forstavnen og plads til 86 passagerer. Men det var lidt af en økonomisk “dødssejler”, der hvert år gav bragende underskud. Man måtte afhænde båden i 1938. Det gode skib skiftede ejere flere gange og kom til sidst til Haderslev Dam, hvor den sejlede med turister, indtil den på tragisk vis blev en virkelig “dødssejler”. En sommerdag i 1959 fik den motorstop et kort stykke fra land og en fejlmanøvre medførte, at der opstod brand og senere en eksplosion. Der var 93 mennesker om bord, heriblandt en del børn. 57 mennesker omkom under meget tragiske omstændigheder. Hele Haderslev by var ramt af tragedien. Skipperen var en 61 årig erfaren sømand. Han fik 8 måneders fængsel for uagtsomt manddrab, men en borgerreaktion medførte, at han blev benådet for det meste af straffen. I sandhed en tragisk ulykke og et trist endeligt for “Turisten”.
Uddrag fra Wikipedia
Dambåden Turisten sejlede mellem Haderslev og Restaurant Damende. Ud for Damager Kirkegård på Haderslev Dam fik Turisten motorstop. Bådens fører, restauratør Hans Riistofte fra Damende, lavede en nødløsning med overskårne gummislanger fra en reservedunk; men disse gik løs, og benzinen sprøjtede ned på den varme motor, hvorefter der lød en voldsom eksplosion. Ilden bredte sig med lynets hast, og med et var Turisten omspændt af flammer, og der opstod panik blandt passagerne. Bådføreren forsøgte at styre båden ind på lavt vand; men mange af passagerne hoppede overbord, hvad enten de kunne svømme eller ej.
På trods af, at de fleste kunne bunde på det lave vand i dammen, druknede i alt 37 mennesker og 20 døde af forbrændinger. Mange mennesker gik helt i panik over pludselig at befinde sig i flammerne, og de trak nærmest hinanden ned under vandet, i forsøget på at komme så hurtigt væk fra båden som muligt. Af bådens 93 passagerer omkom 54 ved ulykken, mens 3 senere døde af deres forbrændinger.
Denne ulykke betød, at det fremover blev forbudt at anvende benzinmotorer til passagerbåde.
23 mennesker blev efterfølgende hædret af Carnegiefonden for deres redningsindsats.
Retsforfølgelse
Dambådens fører og ejer, restauratør Hans Otto Georg Riistofte, blev ved retten i Haderslev i januar 1960 idømt otte måneders fængsel og frakendt retten til at føre skib for bestandig. Hans Riistofte blev dømt for overtrædelse af straffelovens paragraf 241 omhandlende uagtsomt manddrab og overtrædelse af forskellige bestemmelser angående skibes bygning og udstyr.
Retten fandt, at Hans Riistofte under sejladsen fra Damende til Haderslev ved en grov fejl i tjenesten havde forvoldt bådens brand og derved uagtsomt havde forvoldt andres død. Selv om båden kun var godkendt til befordring af 35 passagerer og kun medførte godkendt redningsmateriel til 35 personer samt omkring 25 ikke-godkendte redningsbælter, var der 93 passagerer med. Da bådens motor gik i stå, koblede han en gummislange til en dunk med benzin og så til motoren. Han blev hjulpet af en passager, der senere omkom i branden.
Hans Riistofte blev dømt for ved den lejlighed ikke at have holdt brændstofledningerne beskyttet mod overlast samt for, at han ikke overholdt, at tilførsel af brændstof til motoren skete gennem kobberrør, og for ikke at have den medbragte benzin opbevaret på forskriftsmæssig måde. Han havde ikke et godkendt redningsbælte for hver passager med, han havde ikke haft båden til et kontrolsyn, efter at den var blevet forsynet med ny motor, og endelig blev han dømt for at have haft 93 passagerer med, selv om båden kun var godkendt til 35 passagerer.