Damplokomotivet kom stadig prustende ind til jernbanestationen fire gange daglig, men nu kunne man også vælge at tage rutebil til Køge, Vordingborg, Fakse og Næstved. Når man i 1927 trådte ud af stationsbygningen, kunne man ikke få øje på busserne, de holdt oppe i Adelgade. Man kunne derimod sætte sig ind i Præstøs første hyrevogn og blive kørt hjem til Præstemarken for 1 kr. eller til Overdrevet for 2 kr. Byrådet havde fastsat taksten.4
3867 Vognmand M. V. Madsens med sin Taxa 
B2807 Rutebil Næstved-Præstø-Jungshoved ruten.
Lyden af hestevogne blandede sig med lyden af biler. Biler var blevet mere almindelige, og det ændrede byen. Benzintanke skød op hist og her, og til glæde for bilister og cyklister blev Adelgade asfalteret i 1929. Selvom bilen langtfra var hvermands eje, blev det i 1932 nødvendigt at henvise bilerne til at parkere på Torvet eller på gaderne i udkanten af byen. Parkerede biler spærrede for trafikken i Adelgade.5
B747 Købmand Gunnar Frølich ved benzinstanderen
Dampskibene var afløst af de benzindrevne motorgaleaser eller motorskonnerter, som kom ind gennem fjordmundingen med foderstoffer, kunstgødning, solsikkekager eller rug til Tappernøje Dampmølle. Aktiviteten på havnen havde ændret sig, og travlheden var ikke den samme. Nu ankom kun tre skibe om ugen. Ved siden af hestevognene og jernbanevognene sås lastbiler, der lastede varer og kørte dem ud af byen til kunderne. Tømmer og kornsække hobede sig ikke op på kajen som tidligere. Anton Petersen havde sit kulhus stående på havnen, og der var også kommet et helt nyt Shell benzinanlæg.
Dampskibsrutefarten Præstø-København var ophørt. De få rejsende, som endnu foretrak vandvejen, kunne tage med paketbådene, der var galeaser og andre mindre skibe, som lå i fast rutefart mellem Præstø og København én gang om ugen; med tom embala- ge, kasser, flasker og tønder til København og med købmandsvarer med tilbage. Enkelte passagerer kunne også komme med. Paketbådene besejlede store dele af Østersøen.6
Uddrag fra bogen ‘Vækst og idyl’