I år 2022 er det 150 år siden en voldsom orkan med store oversvømmelser trak ned over Danmark, Skåne og det nordlige Tyskland med store ulykker til følge. Hele Nordeuropa havde i flere dage omkring den 10.november lidt under et hårdt vejr med kraftige vestlige vinde. Omkring Nordsøen og Skagerak blev der meldt om strandinger. Ulykkerne bredte sig fra Skagerak ned i de danske, svenske og tyske farvande omkring Østersøen. Men den 11.november vender vinden om i nordøst. Et meget kraftigt højtryk over Nordskandinavien og et dybt lavtryk i det norlige Tyskland fastlåser vindretningen. Vinden tiltager og kulminerer om onsdagen den 13.november i en forfærdelig orkan. Yderligere forværres situationen, da vinden presser vandet fra Østersøen ind mod de danske, svenske og nordtyske kyster med vandstigninger på omkring 3-3,75m med vodsomme oversvømmelser til følge.
Præstø by og havn
Om købmand Hans Vandal Tolderlund kan oplyses: Født 1836 og død 1928. Nedsatte sig først som købmand i Næstved, købte 1871 konsul R. Grønvolds forretning i Præstø, som han 1895 overdrog til sin søn. Han sad inde med talrige tillidshverv. Sad en årrække i byrådet. I l884-1900 var han svensknorsk vicekonsul i Præstø. 1894 – 1910 landstingsmand. Ridder 1892 og etatsråd 190l.
Tolderlund fortæller: Jeg blev af natbetjenten vækket omkring kl. 24 med den besked, at vandet var steget så stærkt at det havde undermineret et almindeligt stendige, der stod ved vejen foran havnemagasinet, så det var nedstyrtet og søen stod lige ind på magasinet. Jeg fik hurtigst muligt samlet det mandskab, jeg havde i byen, hvilket ikke var stort, da de fleste medarbejdere boede udenfor byen. Vi søgte at redde så meget som muligt af de 2100 td. byg, som lå på gulvloftet ved at bære det op til de øverste lofter, men da der også her lå meget korn, navnlig hvede, blev der ikke plads til meget.
Henimod morgenstunden kom der vraggods og store bjælker ind fra søen, der slog på magasinet, så der blev slået et meget stort hul i muren hvorigennem byggen flød lige ud i stranden og størstedelen af det, der var tilbage, blev vådt. Det var et held, at hjørnepillerne holdt, ellers var magasinet for en del faldet sammen, men da det var usædvanligt stærkt belastet, tror jeg, at det bidrog til, at det blev stående. Men ved 7-tiden om morgenen stod vandet så højt pa havnepladsen, at man ikke kunne opholde sig der længere. Købmanden søgte nu med sit mandskab tilbage til købmandsgården i Adelgade og måtte vade i vand til livet, for at komme ind i gården. I gården stod det også ilde til. Vandet begyndte at stige i pakhuse og stalde. Mest truet var salthuset, som lige var fyldt op med 7-800 td. salt. Længe holdt vi det ved at slå brædder for døren og tætne disse med begværk og stadig havde et par mand til at øse det indtrængende vand ud, men da det ved vandtrykket brød op gennem murstens gulvet, måtte folkene forlade det. Fra kontor og folkeværelserne flyttede man møblerne og andet inventar op på 1. sal, og i køkkenet blev maden taget af komfuret, da vandet var steget så højt, at det slukkede ilden.
Også andre steder var situationen håbløs dramatisk. Hos købmand Suhr Henriksen (Adelgade) væltede vandet en skorsten. En familie, der boede på 1. sal turde ikke forblive i lejligheden og blev ved hjælp af tov firet ned i en båd. Blæsten gennem gaderne var så stærk, at en båd kæntrede på hjørnet af Havnevej og Vesterbro. Fra snedkermester Rigums værksted pa Strandvejen (nu nedrevet) var en del oplagrede ligkister strandede i Nysø alle. Fra en hatteforretning på Vesterbro, hvorfra man var flygtet i panikstemning og havde glemt at lukke dørene, bortførte vandet hele beholdningen af hatte og huer. Vandet vedblev at stige stærkt og hurtigt. Hertil bidrog måske yderligere, at vandet gennembrød halvøen Fed, bortskyllede flere huse og stod ind i fjorden også ad denne vej. Ved middagstid d. 13.november stod vandet l0-11 fod over daglig vande (3-3,3 m.). Men ved 3-tiden om eftermiddagen begyndte det at falde, først ganske langsomt, så stærkere og stærkere for til sidst i en rivende strøm forsvandt fra gaderne. Men tilbage i huse og kældre stod der dog endnu meget vand.
Nanna Ingerslev fortæller (som barn den gang på 7år): En mørk, kold, blæsende efterårsmorgen gik Johanne og jeg ned til skolen, men nåede ikke længere end til apotekets gadetrappe. Herfra og så langt vi så, var gaden overskyllet af vand så højt, at der ligefrem gik bølgetoppe hen over det. Vi tog hinanden i hånden og løb hjem. Her sad fader ved morgenbordet i dyb tavshed, da vi busede ind i stuen og råbte: “Vi kan ikke komme i skolen, for hele gaden er fuld af vand!” – “Sludder” sagde fader. Men vi lod os ikke standse som ellers af den faderlige myndighed, – vi fortsatte: “Jo, der går store bølger helt op til apotekerens trappe, og mændene der ude er i lange støvler, ja de sejler med både i vandet!”. Så kom fader på benene, i overtøjet og ned ad gaden.
Stående ved vinduerne så vi, hvorledes folk vandrede frem og tilbage for at hjælpe beboerne i den overstrømmede vestlige del af byen; gamle mennesker støttede man og børn indpakkede som tøjbylter blev båret En af vore skolekammerater, den 7 år gamle Hanne Petersen, så vi som “fedtlam” på ryggen af en arbejdsmand. Hendes fader var nylig død og stod i sin kiste nede i en bagbygning, hvor vandet kom ind og tumlede med kisten, så enken siden grædende fortalte, at da de kom derned “stod Pedersen lige på sit hoved”.
Dette var et barns oplevelse, men Nanna Ingerslev var som voksen kendt for sin gode hukommelse og fortælleevne. Hun skildrer senere i livet, hvordan ødelæggelserne var gået ud over alt og alle i Præstø. “Men”, skriver hun videre, “de mærkeligste beretninger fik vi af en af de “vandlidte” selv. Mest indtryk på mig gjorde frk. Nathalie Hårdt s fortælling om hvordan vandet stod 12 alen op over gulvet i hendes sovekammer, da hun vågnede. Hun måtte stå op i sengen og klæde sig på, og så kom sagfører Bjerre og tog hende “som et barn i sine arme” og bar hende ud i en båd, der blev roet hen til apotekets trappe, hvor hun sattes i land. “Men da han vadede ud gennem stuen med mig, sejlede kammerpotten som en lille jolle bag efter os!” endte hendes beretning.
Dagen efter d. l4. november beskriver købmand Tolderlund:. Det var et i høj grad trist og nedslående syn der mødte beboerne, da de igen kunne begynde at færdes i gaderne. Overalt, hvor vandet var nået hen flød det med stumper af havehegn, plankeværker, ituslået bohave og både o. m. a. I området omkring Nysø alle lå store mængder af brænde (flækket bøgebrænde) som man havde sikret sig til at imødegå vinteren med.
I havnen havde jeg 4 skonnerter liggende, 1stk. udlosset, 2 stk. til dels lossede og en Rønneskonnert ladet med kul. Den lå for gavlen af havnemagasinet, men da fortøjningspælene blev underskårne og svigtede, drev den over til den vestlige side af havnen, hvor en anden skonnert lå for at lade egetræ. De hamrede så længe sammen, at de begge gik til bunds, ind over hinanden, men mandskaberne blev reddet. Den halvlossede skonnert kom ud over det lave bolværk mod nord og ankrede op udenfor Nysø, medens en jagt med lægter fra Karlskrona red stormen af ved at kappe masten. En større, hjemmehørende jagt strandede, hvor nu vognmand Madsens ejendom ligger, (Strandvejen 8)og en mængde både var spredt langs kysten og for størstedelen ituslåede.
Købmanden fortæller videre, at han samme dag havde en sø-kyndig mand med kikkert oppe på havnemagasinets tag, og herfra talte han 52 større eller mindre fartøjer, som enten stod på grund eller var ankret op – helt fra Strandegårdens dyrehave til ned imod Møn. En del af disse fartøjer kunne dog i dagens løb sejle bort, men en del og navnlig de større måtte blive stående og endte som vrag.
Oversvømmelserne på Jungshoved
I Roneklint blev mange marker oversvømmet, men heldigvis lå landsbyens huse højt nok til at undgå skader, som man oplevede dem i gaderne i Præstø. Husdyrene kom heller ikke noget til, for de var samlet i staldene på denne tid af året. Carl Olesen har i bogen “Oeen Jungshoved” (bogX32 på Præstø Lokalhistoriske Arkiv) beskrevet af lokalhistorikeren Svend Holm i 1985.
Da jeg var ungt menneske og gik i Roneklint gamle Skole hos lærer Andersen … fortalte han os børn i 1922 på 50 års dagen for stormfloden … Her på Sydsjælland gik det meget ud over Jungshoved, her blev godt en fjerdedel af sognet sat under vand, men det krævede heldigvis ingen menneskeliv.
Den store flodbølge på 8-10 fod høj, kom væltende ind til kysterne her. Kirken lå ligesom på en ø og der skulle have været kirkelig handling der den 13. november, men det måtte opgives. Vandet nåede ind i Øen Smidstrup og ude fra Egehoved løb vandet ind og fyldte Ambæk og Roneklint moser. Ambæk bro drev væk, lavningen hvor der løber en bæk ind til Roneklint mose blev som en flod, så Roneklint by blev delt i to dele. Vandet nåede op til haverne ved de to nederste huse i Fuglsang. I det hus nede i mosen ved Roneklint boede en familie, hvor manden var gået på arbejde om morgenen og konen og de mindre børn var hjemme. De nåede ikke at komme væk inden vandet kom, så de krøb op på loftet, hvor vandet efterhånden nåede til tagskægget og man var bange for at huset skulle sejle. Først dagen efter fik man fat i en båd og fik reddet dem i god behold, om end noget forkomne. De havde en gris, og den lykkedes det også at slippe ud, så den svømmede op til en mand, der fik den i hus og hvor den klarede sig godt. Alle de lave arealer ved Roneklint by til Batteriet var oversvømmet helt op til bakkerne.
I Kohaven var alt i Kohavegaardens mose ligeledes oversvømmet. Da manden på Kohavegaard kom ud om morgenen opdagede han at der var strandet et skib, som stod helt inde ved den lille klint, der er ude ved forgården. Der sad fire mand oppe i masten og hvor de havde bundet sig fast. Han fik ved karlens hjælp bjærget dem i land, men de var meget forkomne, så de fik dem ind på gården og lagt i seng efter de havde fået varmt og tørt tøj på.
Der skete store skader på mange lave jorder, værst var det gået ud over nogle husmandslodder ude ved Harsagre i Stavreby. Der blev lavet en landsindsamling til fordel for de stormflodsramte. Af dem der fik erstatning var der bl.a. en husmandskone i Stavreby. Det fortælles, at da hun skulle hente pengene hos den daværende sognerådsformand S V. Olsen på Stenstrupgård, blev de udbetalt i sølv. Konen skulle have ca. 100 kr. og de fyldte så meget i sølvpenge at hun måtte bære dem hjem i sit forklæde.
Rundt om ved kysten langs skoven var der strandet tretten skibe, hvor et af dem var en stor engelsk bark, den var i ballast og var drevet ind ved Sandtofterne og kom aldrig til at sejle mere, da den ikke var til at få ud, for da vandet faldt, stod den mellem træerne. Søfolkene gik først fra borde, da vandet var faldet, så da de kom ud af skoven var det mørkt, men så et lys som var hos skovfogeden i St. Hestehave, her de fik mad og pleje og tørret deres tøj. Dagen efter blev de fulgt ned til gårdejer Anders Hansen i Bønsvig, han havde sejlet på langfart i flere år og kunne tale engelsk, så han kunne tale med dem og fik senere hjulpet dem til Præstø, så de kunne blive sendt hjem.”
Følgende kunne læses i Præstø Avis, lørdag den 16. nov. 1872…
I Præstø har Stormens Ødelæggelser været ganske forfærdelige …
I Tirsdags Aftes begyndte Vandet at stige, men var endnu temmelig roligt. Men Kl. 3 om Morgenen gik Vandet med rivende Hast ind fra de lavere liggende Ejendomme, og op ad Formiddagen stod den halve Del af Byen under Vand. Al Hjælp uden fra var afskaaren. Kreaturerne var tidligere paa Dagen bragt i Sikkerhed, og Beboerne reddedes i Baade, som sejlede i Gaden op forbi Apoteket, som ligger midt i Byen. Havnen frembød et rædselsfuldt Skue, Stenpillerne ved Skibsbroen skylledes bort. Jerngelænderet reves i Stykker og Bølgerne slog op paa Taget af det toetages høje Havnemagasin.
Paa Jagten (skib) “Kjerlina” af Karlskrona kappedes Rigningen og kort Tid efter faldt Masten overbord. Skibet havde Aftenen forud søgt Nødhavn her og det lykkedes ogsaa, efter den lidte Overlast, at ride Stormen af. To andre Skibe gik det ikke saa heldigt. Galeasen “Elisabeth” af Flensborg med Kaptajn L. Bune, omtrent fuldt lastet med Egetømmer, bestemt til Svendborg, sank ved Bolværket, og kort efter gik Skonnerten ¨Christian¨ af Rønne, Kaptajn. H.J. Rønne, kommende fra England med fuld Ladning Kul. Ogsaa Skipper P. Larsen af Præstø fik Forenden revet af sin Jagt. Jagten ”Elisabeth” og Peter Poulsens Storbaad samt Muddermaskine drev op i Alleen til Nysø. Alt Mandskab lykkedes det at redde, men paa Hesteskoen ved Fed og ved Bønsvig Strand ser det nok sørgeligt ud. Saa vidt vides ligger der en Snes Havarister, og der er gaaet Mandskab derud i Morges. Ved Mørkets Frembrud sank Vandet, og i Dag har man et forfærdeligt Skue af Ødelæggelsen, som Byen umuligt kan oprette ved egen Hjælp. Mange Huse er Ødelagt, Murene styrtet sammen. Bohave splintret, Varelagre tilintetgjort. Toldkammerbygningen har lidt meget, Arkivet og Pengene er til dels ødelagt. Skibsbroen og Skibsværftet ligeledes; Telegrafen er afbrudt; paa Spadserevejen er Granplantagerne og hele Alleer bortskyllet og Skrænterne eksisterer ikke mere. Den store Banke bag Kirkegaarden er borte, og Søen har slikket op til Begravelserne, som vel ligger en halv snes Alen i Vejret, og der er Fare for at denne Del af Kirkegaarden styrter sammen. Politiet har truffet alle Foranstaltninger til at komme Beboerne til Hjælp. Der er skaffet Husly til de vandlidte, og Omegnens Beboere er tilsagt med Vogne og Mandskab for at rydde vejene,