Et minde for Snaphanerne
Dette var ordene og overskriften i den opfordring som en komite bestående af kendte personer fra København og Stevns, underskrevet af borgmesteren i Præstø H.F. Carøe udsendte, med opfordring til offentligheden om at støtte dette projekt, og hvor historien om Snaphanerne i korte træk fortælles og deres tilknytning til Sydsjælland og Svend Gønge. Starten på projektet var kommet fra forhenværende landstingsmand J.P. Jensen, Stevns, hvor en komite der i 1951 var trådt sammen for at rejse et minde for de såkaldte Snaphaner der 300år tidligere havde kæmpet mod den svenske kong Karl Gustav da han med sin hær stod på Sjælland og ville underlægge sig Danmark. De danske Snaphaner var en udløber fra Sverige, hvor almuen der havde rejst sig som en modstandsbevægelse mod den svenske konge da han tilbageerobrede Skåne-Halland og Blekinge, som på det tidspunkt var under Danmark.
Komiteens idemand fhv. Landstingsmand J.P. Jensen, Stevns,
havde den 20. februar 1951 sendt et brev til Præstø Byråd hvor han der fortalte, at komiteen ville forære byen en kopi af den statue som den skånske billedhugger Axel Ebbe havde fået opstillet af sin Snaphane i Hjembygdsparken i Häsleholm i Vester Gønge herred i Skåne. Samtidig spørger de byrådet om de vil modtage denne statue og være behjælpelig med et økonomisk bidrag til rejsning af statuen, samtidig oplyser han at projektet forventes at koste mellem 12-14.000kr. og at komiteen også vil henvende sig til offentligheden og Sognerådene i Præstø Amt for støtte til dette projekt.
Svaret fra Byrådet i Præstø 2.marts 1951
Til Komiteen for ’Et minde for snaphanerne’. v/hr. fhv. Landtingsmand, bankdirektør J.P. Jensen, Stevns, Store Heddinge
Det meddeles Dem herved, at byrådet har vedtaget med tak at modtage en statue af en ’Snaphane’, samt er villig til at yde bidrag til rejsning af denne. P.b.v.
Overskrifter fra aviserne i forbindelse med afsløringen af statuen..
Den 7.september 1951
Digter og Billedhugger Axel Ebbe. En genial kunstner som altid gik sine egen vej
Den 12.september 1951
Skaaningerne viser større og større interesse for Præstø. Hässleholmbladet ’Norra Skaane’ bringer to store artikler om Præstø og Snaphanestatuen
Den 27.september 1951 i Præstø Avis
Afsløringen af Snaphane Statuen i Præstø. En del af højtideligheden transmitteres både over dansk og svensk Radio
Den 1.oktober 1951 i Præstø avis…
Axel Ebbes Snaphanestatue afsløret i Frederiksmindes park. En smuk højtidelighed med 800 deltagere. Statuen skal ikke blot være et minde om Gøngernes kamp, men den skal tillige minde os om de Frihedskæmpere vi senere har haft, ikke mindst under den tyske besættelse.
Snaphanernes historie, i korte træk
Sverige havde intet mistet, Danmark intet vundet. Men krigen havde haft sine tabere – Skånes, Hallands og Blekinges indbyggere.
21½ år før underskrivelsen af freden i Lund havde præsten i Broby, Øster Gønge Herred i det nordlige Skåne, Ebbe Hansen, afsluttet sin kirkebogsindførsel om afståelsen af de østdanske provinser til Sverige med dette hjertesuk: „Anno 1658 den 5. marts har efter fredsslutning mellem Danmark og Sverige den svenske kommandant med sit folk holdt sit indtog udi Kristianstad fire timer før middag. Og er fæstningen med lenet overdraget. Deus misereatur nostri. Amen.” – Gud forbarme sig over os. Amen.
Ved begge fredsaftalerne, både i 1658 og 1660, havde Sverige lovet, at indbyggerne i de indlemmede provinser skulle beholde „deres sædvanlige ret, lov, gamle privilegier og friheder”. Alligevel arbejdede den svenske regering fra starten på at forsvenske Skåne, Halland og Blekinge. Almuen gik hårde tider i møde. Først blev den plaget med indkvarteringen af lejetropper, dernæst af svenske ryttere. Bønderne blev udskrevet til ægt og arbejde i forbindelse med anlæggelsen af veje og fæstningsbyggerier. Oveni kom en fast årlig beskatning, som endnu ikke var blevet skik i Danmark, og kronen på værket var udskrivningen af bondesønner til soldatertjeneste. Det er ikke sært, at den svenske ryttergeneral, Georg Henrik Lybecker, der var øverstkommanderende over tropperne i Skåne og Blekinge, udtalte, at han var ræd for, at de utilfredse undersåtter ville „på én gang en nat slå mine ryttere og officerer døde …”
Christian 5. s landgang i Skåne i juni 1676 og hans opfordring til befolkningen i de besatte landsdele om at slutte sig til ham blev den gnist, der for alvor tændte modstandskampens steppebrand. Det var hændt tidligere, både under de svenske besættelser af Danmark og i de afståede landsdele mellem 1658 og Den skånske Krigs udbrud, at det var kommet til væbnede oprør mod svenskerne. Større eller mindre bander, mere eller mindre organiserede, havde afbrændt broer, ihjelslået svenske tropper og forstyrret de svenske kommunikationslinier ved at opsnappe breve. Svend Poulsen, der fik tilnavnet Gønge, måske fordi han under Torstenssonfejden havde været officer ved et kompagni soldater i Gønge Herred, var allerede kendt fra Karl Gustavkrigene som leder af snaphanerne, der generede de svenske besættelsestropper på Sjælland. Men det var først 1670’ernes Skånske Krig, der for alvor gjorde snaphanerne berømte og berygtede.
Ordet „snaphane” stammer efter al sandsynlighed fra det tyske „schnappen”, folk, der „snapper” noget fra andre. Snaphaner var således kort og godt landevejsrøvere. Når der under Den skånske Krig dukkede så mange snaphaner op, skyldtes det de særlige forhold i de tidligere danske provinser. Dels var almuen utilfreds med de nye forhold, dels rekrutteredes snaphanerne i første række blandt de småbønder, der fristede tilværelsen i de store skovområder. I modsætning til det åbne landbrugslands bønder levede de af en beskeden kvægdrift, mens egentlig agerdyrkning var så godt som umulig på den magre og stenede jord. Skovbøndernes vigtigste næringsvej var træet, som de solgte til købstæderne og de bønder, der boede uden for de store skovstrækninger.
Skovfolkene havde svært ved at klare dagen og vejen, og fra gammel tid var det ikke usædvanligt, at mændene fra tid til anden supplerede husstandens indtjening med gement røveri. Dette ekstraarbejde blev nu, da landsdelen blev erobret af svenskerne, forbundet med en patriotisk kamp mod besættelsesmagten.
Da krigen kom, søgte den danske militærledelse at organisere snaphanerne. Det lykkedes da også i et vist mål at få dannet såkaldte friskytterkorps, der under officerers ledelse og på organiseret vis skulle gøre det hedt for svenskerne. Men de egentlige snaphaner, der fortsat virkede som uorganiserede småbander, fik man aldrig kontrol over, og selv om de kunne være til gavn for danskerne, når de angreb svenske ryttere og embedsmænd, ja, tilmed fik snuppet den svenske øverstkommanderendes grise, viste det sig hurtigt, at snaphanerne også overfaldt og udplyndrede fredelige bønder og dermed skadede danskernes sag.
Den svenske regering for det ene øjeblik hårdt frem mod snaphanerne, der, når de blev fanget, hastigt blev dødsdømt og ofte henrettet på den mest brutale måde ved radbrækning eller ved at blive spiddet på en pæl. Det andet øjeblik søgte svenskerne at splitte snaphanerne ved at tilbyde dem frit lejde og tilgivelse, hvis de overgav sig og ophørte med deres snaphaneri. Men ved krigens slutning var det den uforsonlige linje, der blev fulgt. Der blev organiseret regulære snaphanejagter, og hundredvis af snaphaner klædte hjul og stejle i årene 1678 og 1679.