Nysø gods

En storfamilie i Præstø

I 1587 blev Lauritz Nielsen født som søn af købmanden Niels Andersen (1551-1635) i Præstø. Da Lauritz overtog forretningen efter sin fader, var det opgangstider for landet. En tid hvor særlig købmandsfamilierne forstod at drage nytte af de gode lavkonjunkturer.

Lauritz Nielsen gifter sig som 25årig med Elisabeth Jensdatter fra Præstø. De var gift i 41år og fik 13 børn, hvor de 10 døde i en ung alder, med undtagelse af 3 sønner.

Men Lauritz Nielsen var andet end købmand, han handlede også fast ejendom og havde pengeudlån. Var Rådmand og senere Borgmester i Præstø, men på et tidspunkt også Kirkeværge for Præstø kirke. Lauritz Nielsen blev med tiden en meget rig mand, hvilket han også tydeligt viste borgerne i Præstø, da han forærede Præstø kirke en pragtfuld altertavle, udført af en af datidens ypperste billedskærer Abel Schrøder fra Næstved.

I 1648 køber Lauritz Nielsen af Regeringen en del af Klosternakken i Præstø. Den egentlige Klosterhave, som efter Reformationen var overgået til staten. På samme måde forholder det sig også med købet af det jordstykke som godset Nysø senere blev opført på et areal som Præstø borgerne havde brugt til at vande deres kvæg og som i folkemunde kaldtes Ny-sø.

Herregården rejser sig

To af Lauritz Nielsens sønner, Søren og Jens har arvet faderens handelstalenter. De voksede op under svenskekrigen 1657-59 og har tilsyneladende forstået at fiske i rørte vande, for på et tidspunkt lånte de Regeringen store pengebeløb for hvilke de som betaling fik store godser i pant. Desuden købte de selv andre godser og endte begge som herremænd. Søren på godset Sparresholm og Jens som godsejer på Nysø, hvis hovedbygning han opførte i 1672, samtidig med at han stadig havde forretningen i Præstø.

Forretningsmand var han, for da han i en senere periode på 6 år forpagtede Vordingborg Len, samt godserne Beldringe og Lekkende af daværende amtmand for Vordingborg Amt, Ulrich Frederik Gyldenløve for en pris af 5250 Rdl., forstod han til fulde at udnytte de goder der fulgte med at være herremand, blandt andet bøndernes hoveripligt.

Vellidt var han ikke, for igennem årene lå han i evig strid med sine naboer og Præstøs borgere om veje, stier, hegn og skel, samt græsningsrettigheder.

For de penge han havde til gode hos regeringen, fik han udlagt jordegods som han selv øgede ved forskellige tilkøb.

Jens Lauridsen døde i 1689 og lod for sig og sin slægt indrette en åben begravelse i Koret i Præstø kirke.