Chr. d. 4.s Vildtbane i Sydsjælland
I 1616 oprettede Chr. d. 4. Nordeuropas største vildtbane på 400 km2 i Sydsjælland, fra Tappernøje gl. kro ved Præstø fjord til Vildtbanekroen ved Dybsø fjord. Den var indhegnet med et 15 km hegn på tværs af landsdelen.
En Vildtbane
Var et jagtterræn, som kongen oprettede som sit helt eget jagtområde. Her havde han eneret til at jage. Området kunne være indhegnet af volde, dybe grøfter og hegn, og afmærket med såkaldte vildtbanepæle.
Vildtbanen strakte sig over Røttinge, Hammer, syd om Snesere, Nord om Engelholms og Nylykkegårds jorde og ud til Vildtbanekroen ved Dybsø fjord. Indhegningen blev udført på forskellige måder, alt efter områdets beskaffenhed, og kom til at bestå af volde, kraftige rishegn, grøfter og naturlige vandløb. I hver ende af banen blev der rammet pæle langt ud i fjorden som et solidt pæleværk for at holde dyrene inde. Der var adgang til vildtbanen gennem to led, hvor Kromanden på Tappernøje kro skulle passe på det østlige led ved Stiggærdet og kromanden ved Vildtbanekroen skulle passe leddet dér, samt sørge for at lukke efter gennemkørsel, så vildtet ikke kunne forsvinde.
Byen der lå i vejen for kongen
Landsbyen Beldringe bestod af 11 gårde, tre huse, en smedje, en vandmølle, en vindmølle samt skov til 365 svins olden. Så da Christian d. IV oprettede sin vildtbane, kom ikke kun Beldringe gods, men også landsbyen til at ligge inden for vildtbanearealet.
Kongen bad derfor i januar 1622 sin embedsmand, Palle Rosenkranz, om “at udvise bønderne af deres gårde i Beldinge by“. Bøndernes jord og mark skulle lægges til Beldringegård. De udviste bønder skulle til gengæld have anvist andre gårde i lenet, når der blev noget ledigt.
Selv vindmøllen og vandmøllen skulle fjernes.
I dag er der kun et enkelt hus uden for Beldringe gods. Landsbyen er der ingen spor af.
Forfald og nedlæggelse
I 1716 var Vildtbanen i så stærkt forfald, at Frederik d. 4. påbegyndte en istandsættelse og genopretning. Hegnet blev rettet ud i en mere lige linje, hvorved længden af hegnet blev reduceret til 12 km på tværs. Indhegningen blev forbedret med en dyb grøft, gravet af 200 svenske krigsfanger fra Magnus Stenbocks nederlag i maj 1713 ved Tønningen. Et arbejde der blev gennemført med store menneskelige lidelser, sygdom, deserteringer og store tekniske vanskeligheder. Grøften skulle være 6 alen i toppen, 2 alen i bunden og 3 alen dyb, men kongen ændrede dybden til 4 alen, hvilke yderligere forsinkede færdiggørelsen. Arbejdet startede i juli og skulle have været færdig på 3 måneder, men først i efteråret 1718 stod grøften klar.
De sidste rester af Vildtbanen
I 1761 blev Vildtbanens størrelse reduceret, da en del af området blev frasolgt til Henrik Adam v. Brockenhuus på godset Nysø. På det tidspunkt blev der opsat 16 granitsøjler, hver med en højde på 2 m. og med Frederik d. 5.s navnetræk og kongekrone. På den måde blev vildtbanen afmærket. I dag findes der kun 8 pæle, hvoraf pæl nr.1 står ved indkørslen til godset Nysø ved Præstø, og en tilsvarende pæl nr. 5 står i haveanlægget ved gården Tvingbro ved Rones Banke.
Efter Vordingborg Ryttergods i 1774 var blevet solgt, blev vildtbanen nedlagt. I dag eksisterer der kun få synlige rester efter Vildtbanens volde og grøfter, for efter nedlæggelsen lod de fleste lodsejere voldene fjerne.
På stenen ved Nysø er indskriften på stenen: Foroven Kong Frederik den femtes navnetræk, med kronen oven over. Under dette V.D.B.A., hvilket betyder Vordingborg Amt. Nedenunder står der W.B. hvilket betyder Vildtbane og årstallet 1762 og nederst Vildtbanesten Nr. 1
Kilde: Historisk Samfund for Præstø Amt, Årbog 1952. ‘De Kongelige vildtbaner i Vordingborg Amt’, Skrevet af Jørgen R.Theisen