Byens storkøbmænd ejede stadig de største virksomheder, og hed som før Anton Petersen, R. Grønvold Eftf. – og Tolderlund og Olsens Trælasthandel.
Præstø Mejeri satte liv i byens vestlige ende på hjørnet af Adelgade og Priesesstræde. Der var en skramlen af mælkejunger fra tidlig morgen og en klapren fra hestehove og fra mælkedrengenes træsko, når mælken blev kørt ud i de morgentomme gader.
Ved siden af mejeriet i Adelgade, hvor H.C. Petersens Jernstøberi havde ligget, var der nu handel med biler – Chevrolet og Bedford. Carl Andersen overtog ejendommen i 1928 og havde, udover bilsalget, indrettet autoværksted i de godt oplyste industrilokaler i baggården ned mod åen. Præstø Maskinfor- retning lå i Adelgade 79. Der var en værre larm, når dele til de store høstmaskiner blev kørt ind til reparation i gården.
Længere henne kunne man høre hammerens slag mod ambolten fra smedeværkstederne i Rådhusstræde. Beslagsmed Arnold Olsen skoede heste i nr. 3, og når man så ind gennem porten, kunne man skimte ilden fra essen og den store blæsebælg, der holdt gløderne ved lige. På den anden side af gaden lå smedefirmaet Sørensen 8c Pedersen, som tog imod vanskelige specialbestillinger. Oppe på Torvet bryggede Antonii Bryggeriet hvidtøl.
En fin hvid røg steg op fra den høje skorsten. I baggrunden sang dampskæreriet sin hvinende melodi. Savskæreriet var kendt for at producere nogle af de fineste gulvbrædder i landet. Et par dygtige savskærere, kaldet ‘Knold og Tot’, gik rundt inde i værkstedets halvmørke og skar staver til tønder.
Antoni Bryggeriet, set fra fjorden B7472 Adelgade 63-65 med Garvergården og børnene på trappen til ejendommen B4629: Hygge i Garvergården , se mere, klik her
Der var et enkelt garveri tilbage i Adelgade 65 på hjørnet af Torvestræde. Garverier er kendt for at udvikle den værste stank, men der er mærkeligt nok ikke vidnesbyrd om klager at den grund. To fotografer var der også plads til, H. W. Gollmann i Torvestræde og den gamle Oluf Jensen, som vi skylder tak for de mange fine fotos af byen fra før Første Verdenskrig.
Uddrag fra bogen -‘Vækst og Idyl’, side 71