Jomfru-kroen og Jomfrustræde

Ret lysteligt liv i Jomfru-kroen , for ca.250 år siden var der beværtning i den daværende ‘Præste-residents’ i Præstø. Kroen gav navn til Jomfrustræde, der hidtil bar navnet ‘Ole Ibsens Gade‘.

Præstø by hører til de købstæder, der med veneration har bevaret de gamle gade-og stræde betegnelser i byen. Allerede i papirer fra ca.1700 møder vi navnene Adelgade, Torvestræde, Rådhusgade og Grønnegade. Hestemøllerstræde og Per Thygesstræde, oprindelig Per Thygesens stræde var ikke anlagt den gang, men blev først registreret efter den store brand i 1750, hvor det halve af Præstø by blev lagt øde, men det er en anden historie, som vi kan vende tilbage til. Dog findes der gader i Præstø, som op gennem tiderne, som følge af forskellige tildragelser har taget navneforandring, eller hvor stedfæstede begivenheder har »smittet« af, at befolkningen har ændret betegnelsen, noget der så efterhånden er blevet ført til protokols og blevet som det rette navn at regne. Det gælder således Jomfrustræde, der indtil for 250 år siden var bogført under betegnelsen »Ole Ibsens gade«. Begivenheder spillede imidlertid ind, og gadens navn ændredes til Jomfrustræde. Præstøs store lokalhistoriker, lærer N. V. Nielsen beretter herom i sin bog »Præstøs historie«, der udkom i 1899, og som i parentes bemærket, forlængst er udsolgt såvel fra forlaget som fra boghandlerne (men kan læses på Lokalarkivet, nr. X106).

Byskriverens mor drev beværtning

De begivenheder, der udspilledes omkring denne navneforandring, er en slags kulturhistorie, og vi har derfor fundet, at vore læsere burde kende denne historie om en gade i Præstø.

Iflg. gamle retsbøger og tingbøger, fortæller N. V. Nielsen, at den gamle »Præste-residents« i Præstø omkring 1725 var særdeles forfalden. Boligen var beliggende mellem kirkegården og Ole Ibsens gade (nuværende Jomfrustræde), og i denne bygning boede på den tid, hvor begivenhederne fandt sted, byskriver Hendrik Hansen og hans mor, som respektløst nok drev beværtning i den tidligere gejstlige bolig. Noget sådant vakte anstød blandt borgerskabet – skønt mange af dem var daglige kunder i beværtningen. Den nåede så vidt, at man tilsendte skrifts øvrigheden en klage, hvori der blev peget på det usømmelige i dette forhold. Paradoksalt nok, var en af medunderskriverne på denne klage, købmand Elias Christoffersen, der selv drev krohold. Det viser, at man også har taget rent forretningsmæssige grunde med, midt i den retfærdige forargelse.

• 

• 

Soldaterne navngav kroen

I klagen anførtes der bl.a. at kroen i Præstegården kaldes for »Jomfru-kroen« – en betegnelse, skriver man, som er ganske almindelig »over den hele by«.

På det tidspunkt havde Præstø by ‘garnisonen’. For Præstø var garnisonsby, og i skrivelsen påpeges det, at det netop skulle være soldaterne, der jævnlige var gæster på kroen, der i første omgang døbte beværtningen med det velklingende navn »Jomfru-kroen«.

Det kom til en retssag der rystede Præstø i sin grundvold. Ikke færre end 15 vidner gav møde i denne sag, og alle berigtigede, at navnet brugtes »af alle«. Endog byskriveren benyttede denne betegnelse. Herom kunne et vidne berette, som en dag havde siddet i »druk« med skriveren hos Elias Christoffersen. Han oplyste i retten, at byskriveren under samværet hos Elias købmand skulle have sagt: – »Lad os gå over til min moder i »Jomfru-kroen«_

Af flere vidneudsagn at dømme tyder det da også på, at der har været ført »et ret lysteligt liv« i Jomfru-kroen, den tidligere præstegård. 

Hvor af betegnelsen er kommet fortalte et andet vidne, der oplyste, at han en dag havde siddet i beværtningen, da en ung pige kom ind, byskriverens mor havde da sagt til hende: – Sæt dig hen ved kakkelovnen, hvor de andre jomfruer sidder – der kan i karte i fred for de drukne mandfolk. Krokonen blev også ført frem i retten, og hun bekræftede denne udtalelse, men vidste ikke om det var grunden til at beværtningen havde fået sit navn. Henvendt til dommeren bemærkede hun dernæst: – Det var da værre, om man havde kaldt det et »hore-hus«, (men om der har været grundlag for en sådan betegnelse melder historien imidlertid intet om).

Gik helt ned til åen

Navnet havde kroen fået, så derfra og til at kalde Ole Ibsens gade for Jomfrustræde har der ikke været ret langt. Det skete da også, og i alle skrivelser fra ca. 1750 og fremefter er Ole Ibsens gade strøget og Jomfrustræde er brugt som navnet. løvrigt kan det tilføjes at Jomfrustræde på de tider gik helt ned til Tubæk å, og altså passerede Adelgade.

• 

• 

I en synsforretning fra 1730’eme hedder det om broen over Tubæk å: – »Ingen kan med dagligt vande enten gå, eller ride, ejheller køre over denne bro uden stor fare. Langt mindre dog, når højt vande og flod er, thi både stenbro og fjellebro er ganske ruineret og øde«. Det har altså været svært at komme til Præstemarken i de tider, idet broen ved Østerbro endnu ikke var anlagt. Den kom først mange år efter, samtidig med, at der skabtes over gang ved Vesterbro, således at jordejerne kunne komme til deres agre.

Grønnegade,- men en anden placering

Torvestræde, fortæller N.V. Nielsen, gik dengang helt fra Adelgade til rådhuset, der var beliggende omtrent hvor det nuværende er opført. Der fandtes en »Grønnegade«, men den var betegnelsen for strækningen fra Torvet mod »det grønne område« Frederiksminde (senere hotel)- men gik dog ikke længere end til grunden, hvor Præstø gl. skole er beliggende, den øvrige strækning – mod »alt det grønne« – hed dengang som nu Klosternakken. Kittenstræde, for at tage den med, havde da Kro affæren var aktuel i Præstø, ikke nogen betegnelse. Det kom først da man begyndte at tænke på anlæg af havnen, da fik den i de officielle skrivelser henholdsvis navne som Skibsstræde, og Skibs- gyden er kommet langt senere. Bag mange af de gamle gadenavne – også i Præstø – skjuler der sig en historie, men den mest ejendommelige skjuler sig formentlig bag betegnelsen »Jomfrustræde«.

Artiklen er fra Præstø Avis, sign. ab (reg. U46)