Min farfar Johannes Albert Knudsen startede virksomheden på Sumatravej i København ved Sundby i `30erne i en garage og flyttede senere virksomheden til Amagerbrogade 201 i baggården, måske slut `40erne, medens de selv boede i opgangen Amagerbrogade 201. Stille og roligt begyndte sønnerne også at deltage i driften af virksomheden, det er Torben, Børge og Kaj i alders nævnt rækkefølge. Senere kom Helge Bjerre Andersen til da han blev gift med datteren Ruth. Helge havde sejlet som maskinist på et ØK skib. Sønnerne og svogeren bosatte sig i St. Magleby på Amager, medens familien overhoved blev boende på Amagerbrogade med min farmor Estrid.
Pladsen blev for trang på Amagerbrogade og man så sig efter noget større, priserne var også dengang høje i København, men så fandt de det gamle mejeri i Bårse ved Præstø, på Næstvedvej 73. Prisen var fornuftig og da man overtog mejeriet i 1963/64 var det fuldt funktionsdygtig.
Alt i hallen blev revet ned og rør, styretavler samt andet blev smidt ned i ingeniørgangen under hallen. I den tomme hal blev maskinerne stillet op og føderørene stukket ud i det fri under et halvtag. Stifteren af virksomheden døde i 1966 og er begravet på Bårse Kirkegård sammen med sin kone. Graven er der den dag i dag.
Virksomheden voksede og der blev etableret et skyllerum i en bygning på gårdspladsen samt efterbearbejdning i en bygning med fladt tag lige bag mejeriet. Så kom de første sheet (tilbygninger) og der kom flere til med omklædningsrum og kantine.
Maskinparken på fabrikken
Maskinerne som virksomheden var bygget op på var tyske maskiner af fabrikaterne HA 15, Index og Traub. Der var også enkelte andre maskiner, samt maskinerne i efterbearbejdningen incl. en centerless sliber.
Virksomheden var opbygget således, at kontoret blev styret af Torben, lager og pakkeriet af Kaj, efterbearbejdningen af Helge samt maskinhallerne af Børge. Efterfølgende gik Kaj ud og blev selvstændig vognmand på Fyn og til sidst fabrikant i Bagsværd.
Fra 1981 havde Børge en selvstændig virksomhed på loftet af det tidligere ostelager. Det var firmaet Transmerc som handlede med modelflyvegrej der blev parallelimporteret. Denne del af virksomheden kørte Børge helt frem til sin død i 1993. Han havde også sin daglige gang i maskinhallen, hvor han stadig var værkfører og kalkulerede priser med Ole. Børge var en personlig bekendt af Jørgen Clausen, firmaet JAC Teknik som nu køres af Søren Clausen i den gamle maskinfabrik Prela i Lundegårde.
Udstilling i Fredericia 1989
I midten af firserne udbyggede man virksomheden ved opkøbet af Waltrich som lå Abildager i Brøndby. Børge var også her involveret i den daglige drift indtil Waltrich blev flyttet til Bårse. Virksomheden indførte CNC i mindre grad men det var stadig de kurvestyrede automater, som var grundstenen.
Indvielse af hal 5 og 6 i 1990
Receptionen var i forbindelse med indvielsen af hallerne 5 og 6 i 1990, hvor det er Helge Bjerre Andersen der holder talen. Hallerne blev bygget i flere omgange
Da Børge døde i 1993 var der forhandlinger om Knudsen/Andersen skulle gå sammen om at drive virksomheden, men ’Knudsen delen’ overlod familien til Andersen virksomheden. Virksomheden blev drevet af Claus Bjerre Andersen frem til ca. 2005 hvor Lykke Frandsen og Hanne Lilja (der døde i 2010) overtog virksomheden. J.A.Knudsen-Waltrich havde et samarbejde med Toraco i Gl. Lundby, men begge virksomheder gik i 2011 konkurs.
Fabrikken efter lukningen
Historien og billederne er leveret af Peter Knudsen, barnebarn af stifteren Johannes Alberth Knudsen. En historie som vi på Lokalarkivet i Præstø er meget taknemmelig for…- for på den måde har eftertiden nu ‘den historie’ om noget der ikke mere er’, men som den gang var’ en succes.