Af Elsie Björklund, tidligere Arkivleder på Præstø Lokalhistoriske Arkiv
Titlen til denne lille artikel er inspireret af en gammel bog som hed ”Den lille bog om de gode glæder”, om de mange forskellige dagligdags små glæder. Men måske skulle jeg hellere lade overskriften være: Fascinationen ved at få et glimt af tidligere tiders mennesker, deres liv og skæbne, blot ved at læse og analysere en enkelt kilde: en kirkebog.
Valget af kirkebog er helt tilfældig: Beldringe sogns kirkebog, endda kun de indførsler som handler om ”Døde af Mandkjøn” og ”Døde af Qvindekjøn”. Den pågældende bog slutter i 1842 og for at få nogle data at arbejde med, omhandler det følgende årene fra 1828 til 1842, 15 år i alt.
I 1812 blev det pålagt sognene at anskaffe kirkebøger med fortrykt skema til indførelserne. Bøgerne fra før den tid kan være nok så besværlige at tyde, da oplysningerne kan stå lidt ”hulter til bulter”, men den valgte bog hører altså til den nye slags.
Den første kolonne hedder: No. Altså nummeret på den begravelse, indførslen handler om. Hvert år begynder nummereringen forfra, og herved er det muligt med det samme at få et overblik over, hvor mange dødsfald, der er forekommet hvert år. Og ved hjælp af computeren er det hurtigt at indføre disse tal i et diagram.
Det springer straks i øjnene, at antallet af dødsfald i 1831 er næsten det dobbelte af de ”sædvanlige”, og det første spørgsmål, der melder sig naturligvis: hvad skete der i 1831? En nøjere granskning viser at de fleste dødsfald indtraf i august og september, i høstmåneden., i alt 15 ud af de 26, som døde det år. Og bortset fra et spædbarn på 4 uger, er det voksne mennesker i alderen fra 22 til 88 år. Der er ikke gjort notater om det i Beldringe, men i Mern kirkebog står der: ”De fleste af dem, som ere døde siden 19nd. August ere døde af en Epidemie, som Lægerne kaldte febris cholerica, som var en Art Dysenterie eller Kholera og har foraarsaget den store Mortalitet i de sidste Maaneder af Aaret 1831”. De er ikke svært at forestille sig, hvor stor en ulykke det var for det lille samfund at så mange døde, og formodentlig endnu flere var syge, netop som høsten skulle i hus.
Andre kilder fortæller, at epidemien ramte store dele af Sjælland og Lolland-Falster.
Over de næste to kolonner står der: ”Dødsdagen” og ”Begravelsesdagen”, og udover datoerne er det kun et sted en bemærkning om at en tjenestedreng på 19 år er begravet i Allerslev af familien.
Næste rubrik er ”Den Dødes For- og Tilnavne”. Navne er altid spændende og med computerens hjælp har det været muligt at lave en navnenes top-10 liste.
Blandt drengenavnene er Niels top-scorer med 16, efterfulgt af Hans og Peder med 14 hver. Af pigenavnene er der flest ”Anne”r med 14 og Maren som nr. 2 med 12. Der er kun få dobbelte drengenavne, Christian Frederik og Hans Christian, ved en enkelt Jens står der ”Gamle”, han var rigtignok også 63, da han døde.
Dobbeltnavne er der flere af blandt pigenavnene: Andrea Henriette, Ane (-og Anne) Marie, Anne Margrethe, Anne Cathrine, Inger Marie, Johanne Marie, Maren Kirstine, Marie Lisbeth og Mette Marie.
Alle drengenavnene er ”moderne” endnu, og blandt pigenavnene er der vist kun Alborg og Sidfride, der endnu ikke er nogen nutidsbørn, der er udstyret med. Efternavnene er, som forventeligt, patronymer, dvs. dannet af faderens navn, Niels’søn, Hans’søn, Niels’datter, Hans’datter osv. Slægtsnavnene, som det havde været almindeligt blandt adelen tilbage fra middelalderen, blev først almindelige i byerne og skikken var ikke nået til Beldringe. Og dog: I 1842 døde 3 piger som spæde. Deres navne var: Sigfride Nielsen, Maren Pedersen og Ane Marie Larsen. Da jeg ikke har undersøgt de fødte i kirkebogen, så ved jeg ikke, om der er kommet en ny praksis, så alle pigebørn får slægtsnavnet efter faderen – selvom det i grunden er selvmodsigende at en pige på den måde kommer til at hedde Niels’søn osv.
Udover de tre spæde børns navne er der kun nogle få undtagelser fra reglen om patronymet: en tjenestekarl, der hedder Bang til efternavn, præsten Henning Henseman, en gårdmand i Dyrlev, der hed Havmand og en pensioneret løjtnant ved navn Faith. Hans kone er også med, i indførslen hedder hun Faith, f. Voltersen og adskiller sig derved sammen med herskabstjenerinden (selskabsdame?) på Beldringe, Charlotte Ørn, fra de andre i bogen.
Den næste rubrik har som overskrift: Stand, Haandtering og Opholdssted. Her står opført om personen var gårdmand, indsidder, husmand osv. eller kvindens mands navn og hans håndtering, og om hun er enke. De døde børns far nævnes med navn og erhverv (moderen er ikke nævnt her). Af de 116 indførsler for ”Mandkjøn” er de 10 dødfødte, 17 døde inden de er født 1 år og 12 mellem 1 og 18 år.
De tilsvarende tal for fødte af ”Qvindekjøn” er: af 95 indførsler er der 6 dødfødte børn, 13 døde i det første leveår og endnu 14 inden de fyldte 18 år. De ”uægte” børn fylder ikke meget i statistikken her, ”kun” 4 drenge, hvoraf en dødfødt dreng, og 1 pige. Den ældste af børnene blev 16 uger! En sammenligning med ”Fødte – uægte” ville kunne afsløre om dødeligheden var større blandt de ”uægte”.
Gårdmændene fylder mest, efterfulgt af husmænd, indsiddere, aftægtsfolk og almisselemmer. Men blandt de døde er også 2 smede, en skovfoged fra Oregård, en kusk, en ladefoged og en gartner fra Beldring gods og en røgter på Bellevue.
I 1837 døde også sognepræsten, Henning Arnisæus Hensemann. Mon det var hans afløser, der fik indført skikken med slægtsnavnene?
Listen omfatter også 6 tjenestekarle, og ikke mindre end de 3 af de uægte, døde børn tillægges andre tjenestekarle som fædre.
I 1829 døde Bodil Malene Dideriksdatter, ugift og omløberske, en omvandrende tiggerske. Det var forbudt således at gå og tigge udenfor sit fødesogn, men var vel skæbnen for mange, der var gået til bunds i samfundet. Hans Rasmussen, der døde i 1836, 26 år gammel, var lansener i Slagelse, altså ved militæret. I ”Den Store Danske Encyklopedi” står der, at det Sjællandske Rytterregiment i 1816 blev omdannet til et lansenerregiment, som dog blev nedlagt i 1842 og Christian Frederic Faith, der døde i 1839, var pensioneret Løjtnant ved artilleriet ”til Aftægt på sin forrige Arvefæstergaard hos sin Søstersøn Smidt på Christiansminde”. Efter 1839 er det omhyggeligt opført, hvor mange ægteskaber den afdøde havde været i. Kun to af mændene havde været gift 2 gange, mens kvinderne havde været gift både 2 og 3 gange.
Opholdssted: Det anføres, hvor den afdøde havde boet: Beldringe gods, Bellevue, Dyrløv, Hadstrup, Faxinge, Oregaard, Ronesbankehuse og Christiansminde. Kendte navne, nogle med gammeldags stavemåde. Undtagelsen er Christiansminde, som ikke er med på noget nutidigt kort.
En næste rubrik er udfyldt med den dødes alder, og her afsløres det, at mange blev rigtigt gamle: 18 mænd og ikke mindre en 28 kvinder blev 70 år eller mere.
Fra 1838 bliver et bemærkningsfelt sidst i skemaet brugt til at fortælle om dødsårsagen. Er det måske også her indflydelse fra den nye præst?
Det er næsten her man tydeligst får et glimt af livet – og døden – i et landsogn for 170 år siden. For 3 mænd og 5 kvinder døde af alderdom, men da var de også mellem 65 og 83 år. Brystsyge var dødsårsagen for 11 personer i alderen 7 til 72 år, tyfus ramte samtidig både en dreng på 6 år og hans mor på 37. Når der om Maren Hansdatter fra Dyrlev, 37 år, står at hun var fundet hængt (1828) og blev begravet om aftenen i Dyrlev skov, er det ikke svært at forstå hvor frygtelig en begivenhed det må have været.
Men da Maren Nielsdatter, tjenestepige på 17 år, blev fundet druknet i vandingen (1840), blev hun dog bragt hjem og begravet fra kirken. Måske har man nådigt tolket det som et ulykkestilfælde, eller også har en ny, mere human praksis indfundet sig efter at sognet har fået en ny præst.
Den 21. Januar 1839 døde ikke mindre end 5 personer: Hans Christian Bang, 19 år, tjenestekarl hos arvefæster Smidt på Christiansminde, Hans Olsen, 24, tjenestekarl samme steds, ungkarl Niels Olsen, 68 år, pensioneret løjtnant Christian Frederic Faith , 58, og hans hustru Cathrine Marie Faith, 75, alle omkommet ved Christiansmindes forfærdelige brand.
Af dette ikke særligt omfattende materiale kan der sagtens findes mange flere interessante sammenhænge: Hvordan var forholdene for indsiddere, aftægtsfolk, almisselemmer?
Hvordan var talforholdet mellem gårdejere (selvejere-fæstere) og husmænd. Som det fremgår, så var der mange, der fik en høj alder, også set med vore øjne, men hvad var gennemsnitsalderen? Og børnedødeligheden i forhold til fødselstallet?
Og hvad skete der en mørk januar nat i 1839 da Christiansminde brændte og fem mennesker (og formodentlig også alle dyrene) omkom i flammerne?
Det kan der måske fortælles en anden historie om.