I februar 1910 begyndte vandet fra Torvepumpen at lugte og få en kedelig bismag. Man mistænkte, at gasledningen gik for tæt forbi brønden. Byens gamle vandpumpe på Torvet havde i umindelige tider leveret vand til de omkringliggende beboere. Det var en af dagens rutiner at hente vand ved pumpen. Der var andre lokale brønde og vandpumper i byen og mange havde allerede for egne midler fået indlagt vand.
Men vandet lugtede af ’Karbol’. Først forsøgte man at pumpe brønden læns, men uden held. Så i marts måned sendte man en vandprøve til Steins Kemiske Laboratorium og fik i april svaret. Der var ’Amoniak Salpetersyre’ og ’Salpetersyrling’ i vandet. Det tydede på en forurening ’med Forrådnede organiske Stoffer’. Nu skilte man det hele ad. Tog pumpeværket og alt tømmerværket op og undersøgte brønden helt ned til bunden uden at finde spor af noget der kunne forurene vandet. Det hele var en stor gåde. Der var i midlertidig ikke tvivl om, at en forurening af vandet skulle ses i sammenhæng med byens elendige hygiejnetilstand, hvilket avisen nøgternt konstaterede: ”… men givet er det, at det er Svineri et eller andet Steds fra, der gennem Jordlagene trænger ned i Brønden. Med dette Forhold for Øje tror vi ikke nogen – i alt Fald blive det ikke mange- der vil være imod, at der skaffes et Vandværk”.
Vandværket
Byrådet tog sagen op og den 10.juni 1910 nedsattes et udvalg der skulle skaffe en god pris på opførelsen af et vandværk, samt finde en god beliggenhed til det. Udvalget bestod af borgmester Bech Petersen (på billedet, for enden af bordet), byens storkøbmand Anton Petersen, blikkenslager Bodholdt og skoleinspektør Juul. Samtidig blev der som sædvanlig båret lister rundt til byens borgere fra dør til dør, for at måle stemningen for sagen. Udvalget tog på studietur til Maribo, Vordingborg og Dragør for at se hvordan man der havde båret sig ad. Billedet er desværre fra 1903, altså ikke det omtalte byråd fra 1910, kun borgmesteren.
Gasværkspladsen blev valgt til opførelse af byens vandværk, for så kunne gasværksarbejderne samtidig passe vandværket. Prøveboringer havde vist, at der på grunden var godt og rigeligt vand. Så i 1911 giver ministeriet tilladelse til opførelse af værket. Bystyret gav Nysø tilladelse til at få en vandledning ført ud til godset, men på den betingelse, at godset selv sørgede for vedligeholdelsen. I samme måned blev de forskellige arbejder til vandværket udbudt, og der blev optaget et lån på 60.000kr i Sparekassen. Den 5.juni blev tilbuddene på arbejderne modtaget.
Vandtårn og vandledning
Klosternakken, byens højeste punkt mellem kirken og Frederiksminde, blev udset til placering af selve tårnet. Man havde ikke fået svar på en anmodning om at opføre vandtårnet på Antoniehøj på Nysø gods, men var egentlig tilfreds med at tårnet blev lagt på byens jord.
I august begyndte nedgravningen af vandledningen fra vandværket og op til tårnet i den anden ende af byen. Man fulgte Adelgades forløb hvor vandledningen blev nedgravet i 120cm dybde, men det var ikke uden problemer, for spaderne stødte blot 40cm nede på et stenlag fra en ældre vejbelægning. Men den 23.august var vandtårnet klar, et par alen højere end kirketårnet, med en total højde på 25,3m hvoraf selve taget er 5,5m. Så i løbet af september var vandledningen frem til vandtårnet på plads, lagt under Adelgade. Så midt i november, efter at rørene var gennemskyllet, blev de første af byens vandhaner åbnet. Præstø havde fået den bedste julegave, rindende vand i alle huse og aldrig mere skulle der slæbes vand i spande fra brønde og pumper.
Der er rejsegilde på vandtårnet, men se håndværkerne og notabiliteterne her højt til vejrs. På Lokalarkivet findes den originale tegning af tårnet i snit.
Dette er et uddrag fra bogen ’Vækst og idyl’ om Præstøs nye vandværk.
Se arkitekttegningen af vandtårnet og læs historien om hvordan lokalarkivet fik den som ejendom, helt fra Sønderjylland…