I ‘Handelskalenderen’ for 1930 kan man se, at mange af de gamle håndværksbutikker var forsvundet og ligeså var de ugentlige markeder, hvor bønderne kom ind til torvet med ferske varer. Heste stod stadig opstaldet rundt omkring, men ellers var husdyr ikke almindelige inde i byen. Tilbage var de gryntende grise, som blev kørt ind til grisemarkedet et par gange om måneden. Der blev handlet med søer og pattegrise to steder i byen på samme dag, i Anton Petersens gård og på Torvet.
Det var også på Torvet, der var kreaturmarked og en gang imellem heste
marked. Hertil kom dyrskuer, som blev afholdt hvert andet år og var startet på initiativ af Præstø Haandværkerforening i 1889. Dyrskuepladsen lå de første mange år ude på Nysøs jord, men rykkede senere over på jorden bag bebyggelsen i Præstemarken. Et af de helt store år var jubilæumsdyrskuet i 1937, da Christian X kom på besøg.