Engkærgård ligger på Ugledigevej 22 i Ugledige og har matr. nr. 3 og ejes af Claus Jensen.
I den gamle 1688 – matrikel var det gård nr. 9. Under Prins Jørgens Gods i 1710 hed fæsteren på gård nr. 9 Oluf Nielsen. På det tidspunkt hed Ugledige Ullede. Ved oprettelsen af Vordingborg Ryttergods i 1718 var den overtaget af Peder Olsen Holm. Da han døde i 1736 overtog Ole Nielsen fæstet. De næste var Christen Jensen og Peder Hansen. Peder Hansen havde gården fra 1753-57. Den var øde, da Niels Olsen fra Skallerup fik den. Han skulle 5 år efter hjem og overtage sin fødegård.
Søren Hansens familie
I 1763 kom Søren Hansen fra Udby til gård nr. 9, og dermed starter en ny slægt. Han startede som kongelig rytterbonde, men da ryttergodset blev solgt på auktion i 1774, blev Ugledige og gården solgt til Lekkende Gods. Sønnen Ole Sørensen overtager i 1797 helt eller delvis gård nr. 9 . Søren Hansen er stadig gårdmand i 1801. Det kan være de har delt gården i 2 halvgårde (måske under udflytning). De har hver 2 tjenestefolk. I 1806 bor Søren Hansen på matr. nr. 34 på Ugledigevej 40. Det er på det tidspunkt et boelsted (muligvis nedlagt udflyttergård). Han dør i 1823, 92 år gammel. Ole Sørensen boede i 1834 på matr. nr. 3, som den nu hed, med sin kone, 3 voksne sønner, 3 voksne døtre og 1 svigersøn. Han døde i 1844 og sønnen Niels Olsen overtog den i 1844. Han døde allerede i 1853. Enken Maren Pedersdatter overtog Engkærgård og købte den i 1854 til arvefæste og giftede sig med Rasmus Jensen fra Udby. Han var født på Tvingbro. Maren døde allerede året efter i barselsseng og han blev gift med Margrethe Pedersdatter og senere Anne Kirstine Jensen fra Udby.
Selveje
Sønnen Niels Chr. Jensen, gift med Jensine Nielsen fra Dyssegård i Ørslev, overtog arvefæstet i 1897 og købte i 1920 den til endeligt selveje. Hans store interesse var Frederiksborgheste, som han arbejdede med i 40 år til han forpagtede gården ud til sin ældste søn Christian Jensen gift med Agnethe Jensen fra Kullegård ved Tjørnehoved. De købte i 1941 Engkærgård, og i deres ejertid skete der store omvæltninger. Stuehuset blev moderniseret – udlængerne blev nybygget – jorden blev gennemdrænet og der blev købt mere jord til. Men trods denne udvikling blev frederiksborghestene stadig på gården en del år endnu og især hingsten Juvel Kromose II var en juvel blandt hestefolk.
Efter 40 års virke overdrog de i 1977 gården til den ældste søn Jørgen, der er gift med Musse fra Fanefjord på Møn. Hun har været forstander på Vordingborg Husholdnings- og Håndarbejdsskole, nu Vordingborgskolen. I deres ejertid er endnu en svinestald opført og stuehuset har gennemgået endnu en modernisering, ligesom loftsetagen er inddraget til beboelse. De har børnene Henriette, der er designer og uddannet delingsfører fra Ollerup Gymnastikhøjskole og Claus.
Nuværende ejere Lene og Claus
Efter 28 års ejertid blev der i året 2005 gennemført et generationsskifte inden for familien, hvor Claus tog over. Han er gift med Lene. De har 2 børn, Andreas og Laura. Claus er ansat i Røstofte Maskinforretning og Lene er selvstændig frisør med salon i Skibinge. Ejendommen, der er på 45 ha, drives nu som planteavlsbrug med tilhørende sukkerroe – og halmkontrakter.
Af Vagn Nielsen, Vordingborg
Kilde: Gunner Kirchheiner Johansens notater, Lars Skovvangs Aneopslag og familiens notater