”Når den røde hane galer” er et gammelt udtryk for, at ilden er løs. “Intet kan lignes ved den rædsel, man nærede for brand. Bare tanken alene var nok til at bibringe godtfolk en stille gysen.
Prospekt af Johan Jacob Bruun, 1753
For som om Præstø ikke havde lidt nok under svenskernes besættelse, så brændte byen alligevel flere gange med så korte intervaller, at man knap nåede at genopføre husene, før en ny ildebrand lagde dem i aske, for brandværn var der ikke meget af i de gamle danske købstæder.
Nedenstående billeder er fra Brandmuseet på havnen i Præstø, med enkelte af de sprøjter og udstyr de har i deres samling. Et besøg værd
Læderspande, brandstiger og brandhager var stort set det eneste brandmateriel, man rådede over, og senere kom meget primitive håndbetjente sprøjter med lædervandslanger. Kampen mod stråtagene i de danske købstæder havde varet længe, for allerede i 1553 udstedte Christian d. 3. en lov mod stråtage, som tilsyneladende ikke havde den store effekt. Når ilden først fik fat, og en frisk vind hjalp til, tog det blot nogle få timer for de stråtækte byer at nedbrænde. Derfor var der bestemmelser om, at man ikke måtte have åben ild på gader og stræder, og man måtte ikke affyre skud inden for bygrænsen. Maden blev imidlertid tilberedt over åben ild i husenes primitive køkkener-for jernkomfuret var en nymodens ting, som først blev introduceret i midten af 1800-tallet.
Husbrand på Torvet 18 i 1907