
Skibet er bygget 1865 til skibsreder, købmand, direktør i DFDS m.m. H. P. Prior, København – på den tid en meget markant personlighed i rederikredse.
1. janur 1867 overtages skibet af DFDS, og indsættes i de følgende år som passager-og dampskib på forskellige indenlandske ruter. “Ørnen” sejlede i alle årene i indenrigsfart. I 1883 indsættes skibet på ruten København, Stege og Præstø, og andre indenlandske ruter.
“Ørnen” kunne medbringe 36 passagerer under dæk d.v.s. i kahytter og 144 dækspassagerer. I årene 1902 til 1907 sejler “Ørnen” på ruten København, Stege og Præstø samt i den vestlige del af Limfjorden.

Den 26. november 1907 kommer skibet til Ålborg, hvor det lægges op. Den 28. juli 1909 sælger DFDS skibet til Riga. Ved den lejlighed skifter skibet navn til “Inspektor”. I årene 1918-1922 er skibet hjemmehørende i Helsinki, rederiet A/B Dykeri & Bogser, og i Reval, navneskift til “Leidus”. I 1925 ophugges “Ørnen”, eller som der står i den engelske tekst “Broken up”, men da er skibet som bekendt for længst ude af DFDS hænder.
Kildemateriale: DFDS 1866-1991 og Hundrede år på Havene – DFDS 1866 -1966.
“Ørnen” ses her første gang nævnt i 1875. Kendingssignal NHLV, registreret som et større skruedampskib, bygget af jern på Motala Warf, Norrköbing i 1865, som nybygning no. 115. Målt 106 bruttoregistertons og 73 nettoregistertons. Maskinen er en 30 HK dampmaskine.
“Ørnen” benævnes iøvrigt som “Passenger and cargo steamship”.