En artikel fra ‘Præstø Posten’, april 1959, med ovenstående overskrift.
PEST- Ja, man kender vel næppe noget mere afskyeligt og skrækindjagende navn end dette udtryk, og forhåbentlig kommer det aldrig til sin ret mere.
Som bekendt var det den elendige hygiejne og griseriet, der den gang gav mis’eren vind i sejlene. Man behøver såmænd ikke at gå mere end 3-4 snese år tilbage i tiden. Tænk bare på de svinske rendestene i fødebyen (Præstø). Alle mulige uhumskheder blev hældt ud her, og de mange rendestensbrædder blev i tidens løb gennemsivet af en stinkende, slimet substans, hvor billioner af bakterier blev udviklede og opnåede de højeste og gunstigste levevilkår. Som regel kom der kun nogen gang i afløbet, når et kraftigt regnskyl satte ind. Men så bredte vandet sig til gengæld ud over gaden, og det bundfældede slam fik den bedste lejlighed til senere at fordampe og dermed forurene luften.
Når så dertil kommer de sammentrængte, ofte elendige boligforhold, hvor væggetøj og andet kryb havde de bedste livsbetingelser, forstår man den store fare for udbredelse af epidemier.
Mange af os husker endnu ‘den Spanske syge’ under den første verdenskrig. Lægevidenskaben var den gang tilbøjelig til at gøre den til en slags militær parallel med pesten. Mange, særlig kraftige unge mennesker blev brat revet væk under akutte, ildevarslende symptomer. Men takket være lægevidenskaben og den tiltagende hygiejne blev epidemien ret hurtigt slået til jorden. Langt værre var det med pesten der kom til København i begyndelsen af året 1711. Herfra bredte den sig hurtigt til andre byer. Ganske vist udgik der den 22.august kongelig befaling til samtlige købstæder i Sjællands Stift om, at der til ‘prævention mod den grasserende, smitsomme sygdom skulle udnævnes visse personer, som efter den 1. og 12.august kunne udstede visse forordninger‘.
Først den 24.august udkom der befaling til, at alle pestbefængte døde, omgående skulle begraves uden nogen som helst ceremoni. Men pesten havde, som ovenfor bemærket, forlængst holdt sit indtog i de fleste byer.
Desværre havde den også slået rod i vores fødeby (Præstø). For den 30.juli 1711 styrtede en fra hovedstaden nys ankommen bådsmandsdreng død om på gaden – befængt med bylder. Samme dag begravedes to andre, af hvilke den ene var død på ‘skipper Peder Olsens skibsrum’ fra København. Og nu fik sygdommen for alvor fat i indbyggerne. Fra august til december rasede den, og det træder tydeligt frem hvor voldsomt, når det erindres, at hver fjerde menneske af byens befolkning blev offer for sygdommen.
I begyndelsen af december standsede epedimien og den sidste begravelse i Præstø fandt sted den 10.december. Men den 5.oktober året efter, brød imidlertid en ny ulykke ind over vor fødeby. Der udbrød brand i snedker Niels Povlses gård og flammerne bredte sig med så ustandselig fart i de strådækkede og med bræddegavle forsynede rønner, at 28 gårde og huse nedbrændte i løbet af en time. Den 8. oktober fandt man under oprydningen de forbrændte rester af flere personer, deriblandt Niels Povlsens hustru Anna Eriksdatter og barnet Kristine Nielsdatter.
Samtlige 28 huse stod på en gang i lys lue, der forstærkedes ved, at al den indavlede sæd (korn) fandtes i eller ved husene. Alle værdier og så godt som al proviant, blev flammernes bytte. Efter branden var der kun fem borgere der ejede det nødvendigste til livets ophold og et rum at opholde sig i, når man freregner nogle usle elendige fiskerhytter. Blandt de heldige var præsten, og hos ham og de få andre søgte nu befolkningen hen. De få rum blev fuldstændig overfyldte og det lille lager af proviant hurtigt opbrugt. Hovedmassen af indbyggerne måtte opholde sig ude, og klare sig som det bedst kunne, indtil sparsom hjælp langt om længe indløb fra hovedstaden. Ja, et utal af ulykker og megen elendighed hjemsøgte den gang vore ulykkelige forfædre og samtidig må det bemærkes, at efterveerne fra den ulykkelige krig i 1659 endnu langtfra var overstået.
En lille begivenhed fra pestperioden understreger samtidig den på de tider herskende overtro mellem befolkningslagen: En ‘Hollandsk Kuf’ ankrede op på ‘Hesteskoen’ og en bemandet båd med den byldebefængte, afdøde skipper ombord søgte ind til havnemolen, for om muligt at få ham begravet i indviet jord. Båden blev omgående nægtet adgang med henvisning til at den afdøde kunne overføres til ‘Storeholm’ og jordes der.
Indtil lang ind i samme århundrede mindede resterne af et frønnet trækors om begivenheden, og rygtet vil vide, at mærkelige og uforklarlige syner ofte viste sig for øjet i sene nattetimer. Forskellige lodsejere i byen havde ret til ‘græsning’ på holmen, så en aften, efter at de forskellige parthaveder havde hentet deres får hjem, meddelte en borger der gik sig en aftentur, at han havde bemærket et sort får der forvildet løb rundt på øen. Et par mænd roede ud med prammen og prøvede at fange dyret, men de flygtede rædselslagne, da ‘gespenset’ med ildevarslene latter hævede sig op i luften og forsvandt.
Der er måske ikke så meget at sige til, at den plagede og uoplyste menneskehed under de daværende omstændigheder, viljeløst lod overtro og varsler få vind i sejlene. De elendige belysningsforhold gjorde jo heller ikke sagen bedre. Man spekulerer somme tider på, hvorledes det kan komme til at gå den i vore dage tætpakkede menneskehed, hvis en alt ødelæggende krig før eller senere skal lægge sin klamme hånd over jorden. Lad os prøve at holde de tanker borte.