I 1930 havde byen tre blikkenslagere eller gas- og vandmestre, fire malermestre, tre smedemestre, to tømrermestre og fire murermestre. Bygningshåndværkerne var altid med i licitationen på de opgaver byrådet satte i gang, men nu var de i konkurrence med udenbys håndværkere.
Opførelsen af villaen på Lindevej nr. 38 for Theodor Hansen. hvor der øverst på villaen skulle indrettes et stjerneobservatorie, blev hovedsaligt udført af lokale håndværkere. Kuplen der blev på 4,30m i diameter med en 90cm bred spalteåbning blev udført af Smedemester Sørensen og Hansen, Præstø, efter detailtegninger hvor Theodor Hansen selv havde deltaget med forslag, ud fra hans tidligere erfaring med sit observatorie ved præstegården på Klosternakken i Præstø.
Den mest kendte af byens blikkenslagere var firmaet H. Bodholdt & Søn, der havde lavet byens gadelygter. Bodholdt havde specialiseret sig i udviklingen af gadelygter og fik i september 1931 en ordre på 150 af slagsen til Sønderborg og til Hellerup i Gentofte Kommune. I 1933 fik firmaet patent på et armatur til elektrisk glødelampe til gadebrug.
Uddrag fra bogen ‘Vækst og idyl’, side 72