Præstøs historie…

med tekst fra bogen ‘Gamle huse i Præstø’

Præstøs historie er skrevet af lokalhistorikeren N.V. Nielsen. I forrige århundredes slutning lagde både han og lægen J.W.C. Ingerslev et stort arbejde i at skrive en byhistorie, der skulle markere byens 500 års jubilæum som købstad. Nielsen kom først, og Ingerslevs arbejde nåede aldrig længere end til manuskriptet. Dele af det befinder sig nu på Præstø Lokalhistoriske Arkiv. Andre dele kunne datteren Nanna Ingerslev siden benytte i et par småskrifter.

Skønt det således ikke er nogen begrundelse for at indlede denne bog med en omfattende byhistorie, skal der alligevel gives en kortere oversigt ud fra det grundsynspunkt, at vil man tilegne sig forståelse for en bys topografi, må man nødvendigvis vide noget om dens historie.

Byens opståen

Lige som de fleste andre byer er Præstø blevet til i løbet af middelalderen. Imidlertid bekræfter fund af stenalderredskaber, at der også har været beboelse i forhistorisk tid. Af mangel på grundigere arkæologiske undersøgelser er det dog vanskeligt at fastslå tidspunktet for selve bydannelsen.

Første gang Præstø optræder i de skriftlige kilder er i 1321, hvor kong Christoffer II udstedte et privilegiebrev på området til Køge by, men dette siger i sig selv ikke noget om bebyggelsens karakter. Man bliver ikke meget klogere, når det erfares, at Skovkloster (Herlufsholm) i 1353 bl.a. overdrager Præstø med sit fang, d.v.s. tilliggende til Valdemar Atterdag for at slippe for gæsteriforpligtelsen, når kongen rejste til Vordingborg med hele sit følge. Omtalen af fang antyder dog, at der er tale om en by af et vist omfang, ligesom den gejstlige besiddelse af området støtter den traditionelle udlægning af bynavnet som præstens ø. Ifølge denne hørte området oprindeligt under præsten i Skibinge, en by, hvis navn vidner om, at den tidligere har kunnet besejles. At sige præcis hvornår Skovkloster overtog øen, er ikke muligt, men man kan dog med en vis grund antage, at bydannelsen hænger sammen med denne begivenhed.

Et meget vigtigt skridt ved en by-grundlæggelse er oprettelsen af en sognekirke. Med dennes placering på øens nordøstspids var i øvrigt den videre topografiske og byplanmæssige udvikling lagt i faste rammer. Kirken selv giver desværre intet svar på tidspunktet, idet hovedparten af denne daterer sig til slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet. Alene den underste del af tårnet er ældre, den kan tidsfæstes til ca. 1400, men man ved til gengæld, at det er en tilbygning til en kirke, hvis historie rækker længere tilbage. At datere denne måtte fordre en udgravning under den nuværende kirke. Man kunne så ud fra de gamle fundamenter danne sig et indtryk af den første kirkes alder.

Men der er endnu en mulighed for at tidsfæstne grundlæggelsen af byen lidt nærmere. Indbyggerne kom sikkert fra to små landsbyer, Tudebølle og Kopager, der lå henholdsvis vest og nordvest for byen inde på fastlandet og nedlagdes fuldstændigt i løbet af middelalderens senere del. Årsagen kan kun have været den voksende handel med de hanseatiske stæder i Nordtyskland, der også fik andre købstæder ved Øresund til at blomstre op. Mest kendt er sildefiskeriet og de store høstmarkeder ved Skanør, hvor de tyske købmænd slog sig op som følge af deres saltmonopol og gode udenlandske handelsforbindelser. Mindre kendt er de store hanseatiske byers umættelige behov for landbrugsvarer, først og fremmest korn, og her var Sydsjælland et af de områder, hvor de kunne fa dækket deres behov. Man må derfor formode, at grundlæggelsen af Præstø må finde sted omtrent samtidigt med, at cn anden østdansk købstad, Køge, hvor tilsvarende forhold gjorde sig gældende, flyttede ud til vandet. Og denne flytning kan af mange forskellige grunde dateres temmelig nøjagtigt til midten af 1200-tallet.

Præstø får købstadsprivilegier

Den 2. marts 1403 gav kong Erik af Pommern Præstø sine første købstadsprivilegier, der siden ved flere lejligheder (1441, 1450, 1485 og 1550) stadfæstedes og udvidedes. Det er formodentlig på ny forholdet til hansestæderne, som har betinget denne handling, der gav Præstø status af købstad før nogen anden sydsjællandsk by. Forholdene i tiden omkring 1400 var ofte spændt, da de nordtyske købmandsrepublikker ikke så med blide øjne på den magtkoncentration, som fandt sted i Norden under Valdemar Atterdag og hans efterfølgere. I dette spegede spil lå Præstø på en strategisk vigtig plads som udskibningshavn for den sjællandske korneksport.

Privilegierne og den gunstige beliggenhed ved Øresund må have sat voldsomt skub i byens udvikling – i alt fald for en tid. 1406 har vi således underretning om, at den velfornemme ridder Erik Bydelsbak til Bregentved har erhvervet en gård i Præstø, for hvilke borgmestre og rådmænd undte ham frihed for byens skatter. Uden med sikkerhed at angive placeringen af denne, kan det dog antages, at den har ligget i den vestlige ende af byen, hvor ejendommene gennemgående har været større end i den østlige bydel omkring kirken; forhold, der også er gældende den dag i dag. Det er ikke muligt at sige noget sikkert om, hvornår byen var udbygget til den plan, som også karakteriserer den i dag, men det er utvivlsomt sket i løbet af 1400-tallet. Spredte oplysninger fra middelalderlige skøder giver os nemlig navne som Torvestræde og Grønnegade, og de bag Adelgade 41 fundne rester af Sankt Gertruds kapel, giver en fornemmelse af, at Adelgade allerede tidligt har været bebygget i sin fulde længde. De skriftlige kilder er dog fortsat karrige med oplysninger om livet i den lille købstad. Man ved dog, at Præstøs borgere, ligesom så mange andre deltog i sildeeventyret ved Skanør.

Byen får et kloster

På et enkelt område er vor viden fyldigere. 1470 skænkede kong Christian I Vor Frue kirke i Præstø til Antonitterklosteret i Mårkær (Mohrkirchen) i det nuværende Slesvig-Holsten, og munkene tog straks skridt til at oprette et datterkloster i Præstø. Dette omtales allerede 1474, hvor adelsmanden Jørgen Gøye testamenterede den anseelige sum af 10 mark sølv. I de følgende år må der have været en betydelig byggeaktivitet på stedet. Den pragtfulde klosterkirke med den fornemme polygonale korafslutning står endnu tilbage tillige med det søndre sideskib, hvis tre rige blændingsgavle tyder på, at de var tænkt som tre gravkapeller, der skulle sælges til rige velyndere. Så vidt kom det dog ikke, og talrige vidnesbyrd beretter i øvrigt om en betrængt økonomi hos munkene, der varede ved frem til reformationen. Selve klosterbygningerne lå nord for kirken, hvor man ved gravninger på kirkegården fra tid til anden endnu støder på fundamentrester. Århundreders brug af kirkegården vanskeliggør en rekonstruktion af anlægget, der muligvis aldrig er blevet helt færdigt, men der synes at have været tale om en rektangulær åben klostergård. Klostret ejede tillige området nord og øst herfor, den såkaldte Klosternakke, der siden gav navn til den i 1850erne på stedet anlagte gade. Endelig besad det forskellige ejendomme i byen, som det havde fået skænket i sjælegave bl.a. af lensmanden Corfitz Rønnow, hvis gravsten i øvrigt endnu findes i kirken.

Klostret var indviet til Sankt Antonius, der sædvanligvis betragtes som grundlægger af munkevæsenet. Broderskabet anerkendtes som egentlig munkeorden, Antonitterordenen, 1218 omtrent samtidig med de to store tiggermunkeordener, Dominikanerne og Franciskanerne. Men Antonitterne nåede aldrig den popularitet som de to andre. Klostret i Præstø er faktisk det eneste, som ordenen fik oprettet inden for det nuværende Danmarks grænser. Det nedlagdes ved reformationen, og dets besiddelser blev beslaglagt af Christian III. Han skænkede dog kirken til byen som sognekirke, ligesom han 1550 gav tilladelse til at nedbryde Sankt Gertruds kapel og bruge dets sten til kirkens forbedring. Byen fik ligeledes tre boder (små udlejningsejendomme) på Grønnegade og fire på Torvegade (nuværende Torvestræde), som havde været ejet af klostret. Derimod ønskede kongen selv at overtage klosterbygningerne, som blev nedrevet i 1563. Frederik II gav da befaling om, at stenene skulle hugges rene, så de kunne genanvendes, og mere end 41.000 stk. mursten blev transporteret til København, hvor de brugtes ved reparation af slottet.

En hestemølle, som også havde været i klostrets besiddelse, blev 1542 af Christian III foræret til byfogeden Søren Knudsen. Den vedblev at eksistere frem til 1850 på samme sted, nemlig Adelgade 116, og gav navn til det østligste af stræderne, Hestemøllestræde, som anlagdes efter branden 1750.

Fremgang og tilbageslag

Det første århundrede efter reformationen synes at have været en gunstig tid for den lille købstad, at dømme efter dens evne til at betale de kongelige skatter, som blev den pålignet. Størrelsesmæssig svarede de til nabobyen Vordingborgs ydelser. I 1608 hedder det, at Præstø var i god velstand, og 1623 fik byen tilladelse til at holde ugentlige torvedage. Samme år vandt byens indbyggere en ny økonomisk sejr, da det lykkedes dem at få overtalt Christian IV til at lade markederne foregå inden for Vesterport i stedet for som tidligere uden for bygrænsen. Begrundelsen herfor var, at der altid plejede at foregå store uskikkeligheder på markedsdagene, og borgerne hævdede, at gemytterne lettere kunne holdes i ave, såfremt markedet fandt sted i selve købstaden. Dette har sikkert kun været den officielle forklaring. Vigtigere har det været, at det hermed lykkedes at lægge den regionale handel ind under borgernes kontrol. Allerede to år senere begyndte nedgangstiderne, ikke bare for Præstø, men også for det øvrige land. Christian IV trådte ind i Trediveårskrigen og påbegyndte derved den periode, som havde sin antiklimaks med Svenskekrigene 1657-1660. Præstø ramtes 1625 af en stormflod, og nogle få år senere brændte en »større del« af byen. Men trængslerne var langt fra slut hermed. 1641 måtte borgerskabet indsende et andragende til kongen for at få bevilget skattefrihed i fire år for at kunne genopbygge byen efter hele to brande. Det er et velkendt fænomen, når man skal søge økonomisk støtte, at overdrive sine trængsler, men at det virkeligt har set sort ud, vidner lensmanden, Frederik Reedtz’ egenhændige påtegning på andragendet om.

Byen var næppe under stort besvær blevet genopbygget, før halvdelen i 1645 igen brændte og på ny måtte kongen give skattefrihed i fire år som en hjælp til en ny genopbygning.

Svenskekrigene betød endnu et alvorligt tilbageslag for Præstø, der efter krigens ophør kunne rapportere til rentekammeret, at byen flere gange var blevet brandskattet og havde lidt slemt ved indkvartering af svenske tropper. Ifølge en vedlagt specifikation var 19 gårde afbrændt, mens 26 ejendomme lå øde hen.

Præstøs genvordigheder var dog ikke overstået med svenskekrigene, for allerede 1668 brændte to-tredjedele af byen på ny. En anden ulykke, som dog ikke umiddelbart fremtrådte som sådan, var den, at en af byens driftige købmænd havde fået samlet så meget jord, at han kunne påbegynde opførelsen af en herregård, Nysø, umiddelbart nordvest for byen. Anlæggelsen fik på lidt længere sigt stor betydning for byens udvikling, idet gården ved sin placering lukkede af for købstadens naturlige opland. Det siger sig selv, at muligheden for udvidelse i vest hermed var ringe, og naboskabet mellem byen og herskabet på Nysø afstedkom utallige stridigheder

En storkøbmand og hans efterkommere

Storkøbmanden handlede med alskens varer, herunder især korn, som han afskibede fra en skibsbro, der lå ud for hans store købmandsgård. Denne lå på nordsiden af Adelgade, længst mod vest i byen og omfattede nuværende Adelgade 29-37. Men hans store omsætning satte ham også i stand til at drive bankvirksomhed og låne penge ud mod sikkerhed i jord. Han kom derved i besiddelse af flere gårde, ligesom han erhvervede jord i og omkring Præstø. 1651 købte han af kronen et morads og en lille sø (»ny-sø«), som han lod opfylde. Endvidere lykkedes det ham af kronen at leje »en øde jordsmon kaldet Klosterhave« på særdeles favorable vilkår under foregivende af at ville lade det bebygge til købstadens gavn. Dette var dog endnu ikke sket, da hans søn, Søren Lauritzen, 1659 fik det i pant sammen med det meste af jorden omkring Præstø til sikkerhed for næsten 4000 rigsdaler, som han havde lånt kongen til »krigsfolkets lønninger og underhold«. Søren Lauritzen forstod således at forvalte sin del af den fædrene arv, som han havde faet udbetalt i kontante midler. Hans ældre broder, Jens Lauritzen, overtog derimod faderens forretning i Præstø. Han må have bragt sin formue velbeholden gennem svenskekrigene, for han var i stand til at forpagte Vordingborg len samt Beldringe og Lekkende godser med titel af »pensionarius«. Da regnskabet efter denne forpagtning skulle gøres op 1670, viste det sig, at kronen kom til at skylde ham en større sum penge. Skønt regnskabet ikke var helt pletfrit, blev enden på det hele, at han overtog de fleste af de pantsatte jorder omkring Præstø og påbegyndte året efter bygningen af Nysø. Hovedbygningen, der opførtes i hollandsk barok, stod færdig 1673, samme år, som Nysø fik status som hovedgård.

Det var ikke alle Præstøs borgere, som led under de mange katastrofer i 1600-tallet. Borgmester Lauritz Nielsen »Kremmer« var en virksom og driftig mand, hvis rigdom ikke blot skyldtes dygtighed og evne til at fordele økonomisk risiko, men utvivlsomt også at hans gård ikke var blandt de afbrændte. Han er en af de få Præstøborgere, hvis portræt kendes, eftersom hans epitafium (se nedestående) er bevaret i kirken. Der finder man også Abel Schrøder den yngres altertavle, som blev bekostet af borgmesteren og hans hustru Elisabeth Jensdatter, men som først blev opsat 1657, året efter hans død.

Det lykkedes 1671 Jens Lauritzen tillige at sikre sig godset Sparresholm, som broderen havde ejet fra 1662 og til sin død samme år. Jens Lauritzen døde selv 1689 og blev begravet i det gamle gravsted under Præstø kirkes kor.

Præstø i året 1682

I Rigsarkivet findes bevaret en grundtakst og vurdering fra 1682, der beretter, at købstaden da havde 83 beboede lejligheder i 77 ejendomme. Hertil kom 58 grunde, som lå øde hen som byggepladser, haver eller endog benyttedes som kornmarker. Af de 46 grunde på sydsiden af Adelgade var de 36 bebyggede, mens 41 huse var fordelt på gadens nordside, Grønnegade og de tilgrænsende stræder. Det var også i dette område, at de fleste ubebyggede grunde befandt sig. Betegnende for situationen var det, at den højst vurderede ejendom til 200 rigsdaler ejedes af Jens Lauritzen til Nysø, og denne var i øvrigt den allerede omtalte købmandsgård, Adelgade 29-37. Derefter var der et langt spring ned til den næste, der var sat til 133 rigsdaler. Af de øvrige var hele 57 vurderet til 25 rigsdaler eller derunder, og 8 ejendomme var udlagt for restancer i de kongelige skatter. Ved denne lejlighed skete der tillige en reorganisering af byens styre. Borgmester- og rådmandsinstitutionen ophævedes. Revisionen viste, at den heller ikke havde fungeret alt for godt, da de forskellige eligerede borgere skyldte anseelige summer til kassen og i stedet erstattedes den af en byfoged.

Nye genvordigheder

1711 blev et mørkt år i Præstøs historie. Ikke blot måtte byen lide under de økonomisk svære tider som følge af Den Store Nordiske Krig, men den ramtes også af en pestepidemi, der bortrev mere end 80 mennesker eller henved en fjerdedel af byens befolkning. Samme år udbrød der en voldsom brand i snedker Niels Poulsens gård, hvorved hans hustru og barn brændte inde. Yderligere 28 ejendomme nedbrændte og med dem det netop indhøstede korn, der sammen med en kraftig vestenstorm bidrog til katastrofens omfang. Præstø søgte nu om 20 års skattefrihed for at kunne genopbygge byen, og i sin anbefaling af andragendet forklarede stiftamtmanden, at det var den mest værdifulde del af byen, som var brændt; alene 6 gårde, præstegården, samt nogle elendige hytter, der beboedes af forarmede håndværkere og fiskere, blev reddet.

Det lader sig i øvrigt ikke afgøre med større sikkerhed, hvor stor udstrækning branden fik, men der må være tale om den vestlige del af Adelgade, eftersom præsteresidensen lå på nordsiden af gaden mellem kirken og det nuværende Jomfrustræde. For dens vedkommende var det dog kun en stakket frist, da den delvis blæste omkuld i årene 1728-29.

1718 fik byen fast garnison bestående af omtrent hundrede dragoner. Den havde ganske vist også tidligere huset ryttersoldater, hvis heste havde været staldet op rundt om hos byens borgere, men denne gang rejstes barakker og stalde til brug for mandskab og heste. Bygningerne opførtes af materialer fra de kongelige ladegårde på Beldringe, Lekkende, samt Oremandsgård og placeredes på Klosternakken. De overgik til byens eje i 1769, og en synsforretning fra denne lejlighed fortæller, at der var tale om et ni-fags hus til officererne, en længe på 54 fag med 4 kviste, som var indrettet til beboelse for de menige, en tilsvarende længe på 55 fag med plads til 90 heste samt et lille trefagshus, det hele opført i egebindingsværk med murtavl og tegltag.

Kasernens placering fremgår af et kort i Frederik V’s atlas, der viser to parallelt liggende længer, som støder op til torvet i vest, formentlig er den øst herfor beliggende vinkelbygning officersboligen og det nævnte trefagshus. Anlægget solgtes i 1794 ved auktion og blev herefter nedbrudt. Garnisonen havde da været nedlagt i ni år. Forinden havde den eftertrykkeligt fået sat sit præg på byens daglige liv. Allerede 1719 er der efterretninger om blodige tumulter, hvor dragonerne huggede ind på civile borgere på Præstø marked, og gentagne oplysninger i kirkebøgerne beretter om soldater, der bliver udlagt som barnefædre

Byens tilstand 1736

Dette år foretoges en synsforretning over alle de købstæder, som hørte under Sjællands stiftsamt. Taksationen er bevaret for Præstøs vedkommende og giver et godt billede af byens tilstand på dette tidspunkt. Den rummede nu 67 ejendomme, hvis samlede værdi takseredes til 12840 rigsdaler. Hovedparten lå langs Adelgade fordelt med 35 gårde og huse på sydsiden og 21 på nordsiden. 2 små huse lå ved Østerbro syd for kirken, mens der lå blot 4 syvfags- huse på sydsiden af Grønnegade og tre mindre på nordsiden. De sidste to ejendomme lå på vestsiden af Torvestræde, svarende til nuværende 5 og 7. Taksationen beretter om stor fattigdom, idet godt halvdelen af grundene kun var bebygget med et enkelt forhus. Ser man alene på byggematerialer for gadehusenes vedkommende, at side- og baghuse næsten altid er af ringere beskaffenhed, kan det konstateres, at 27 endnu har lerklinede vægge, mens 25 er opført af bindingsværk med murede tavl; de resterende 15 forhuse har haft en kombination heraf med murtavl mod gaden og lerklinede tavl mod gården. Kun seks af ejendommene var teglhængte, mens hele 54 havde stråtag. Resten var dels belagt med sten dels med strå. Denne tilstand skulle siden vise sig at være skæbnesvanger. Det fremgår, at de mindste ejendomme lå nærmest kirken, mens de største og fornemste lå nærmest Vesterport. Her fandtes således Jørgen Ballings anselige gård, der omfattede forhus på 28 fag, to sidelænger, hver på 14 fag, samt et baghus på 16 fag, svarende til Adelgade 44-46. Hans nabo mod vest, Hans Erichsen Marup, dannede afgrænsningen mod Tubæk å, og taksationen bemærker, at hans vestre sidehus stod på pæle. Det har formentlig befundet sig på den plads, hvor Adelgade 36’s grundmurede sidehus fra 1816 i dag står. På den anden side af gaden lå købmand Jens Frederik Sorterups store købmandsgård, der omfattede 47 fag mod gaden.

I den anden ende af byen befandt byfoged Nathanael Benters gård sig. Den lå på nordsiden af Adelgade (svarende til nr. 121-127) op til et lille stræde, som løb langs kirkegårdsmuren. Her lå også byens gamle latinskole, som oprettedes 1551 og nedlagdes 1739 sammen med mange andre små latinskoler rundt om i landet. Den kom i øvrigt herefter til at fungere som almindelig skole.

Branden 1750 og genopbygningen

Taksationsforretningen 1736 førte ikke frem til den gensidige brandforsikring af købstæderne, som havde været hensigten med den, og Præstø blev en af de købstæder, som kom til at beklage savnet mest.

Den 22. august 1750 brød ilden ud hos smeden Svend Nielsen, der beboede et hus på sydsiden af Adelgade (Adelgade 78). Befordret af en kraftig vestenvind spredte ilden sig hurtigt fra det ene stråtag til det andet, så hele den østlige del af byen brændte. 45 ejendomme blev flammernes bytte, og det samlede tab blev gjort op til ca. 14000 rigsdaler.

Kongen tillod året efter, at der overalt i Danmark (med undtagelse af København) måtte ombæres kollekter til hjælp ved Præstøs genopførelse. Der indkom 2470 rigsdaler, hvortil kongen skød 4000 rigsdaler. Gennem regnskabsaflæggelsen for det sidste beløb er det muligt at følge genopbygningen, der påbegyndtes 1751.

For at få del i bygningshjælpen stilledes forskellige betingelser, som husejerne måtte skrive under på at overholde. Forhusene mod gaden skulle således have stolper af mindst 4 */2 alens længde, opføres af egetømmer med murtavl og belægges med stentag. Baghusene måtte derimod gerne have lerklinede vægge, men skulle dog have tegltag. Ved samme lejlighed gennemførtes en regulering og udvidelse af Adelgade, så forhusene kom til at flugte med hinanden og danne et jævnt forløb med en gadebredde på 16 alen. Bystyret udnyttede tillige muligheden for at anlægge to nye brandveje ned til åen hver på 12 alens bredde, nemlig Hestemøllestræde og Per Tyesstræde.

Præstø fik tillige et nyt rådhus i stedet for det gamle, som ganske vist ikke var brændt, men var overordentlig faldefærdigt. Det lå på nordsiden af Grønnegade (Torvet 13) for enden af Rådhusstræde og var på seks fag. Over to fag mod gaden fandtes en kvist med et sejerværk og hele bygningen var belagt med stentag. Bystyret greb nu chancen og placerede et kombineret råd-, ting-, arrest-, sprøjte-, fattig- og skolehus på hjørnet af Adelgade og Østerbro. Den gamle skolebygning havde som omtalt tidligere ligget på den modsatte side af gaden langs med Kirkestræde, mens fattighuset, en faldefærdig rønne på tre fag, havde befundet sig på Adelgades nordside lidt længere mod vest, samme sted, hvor det siden blev bygget i 1807. Rådhusbygningen opførtes efter licitation af købmand Thomas Krarup for 620 rigsdaler, og stod færdigt i 1754 på et tidspunkt, hvor det meste af byen var blevet genopbygget. Dette fremgår af Johan Jacob Bruuns tegnede prospekt af Præstø fra 1753.

Byen brænder atter

Næppe havde byen forvundet følgerne af den forrige brand, før en ny udbrød. Denne gang var det den vestlige del af byen, som fortæredes af flammerne. Ilden opstod hos købmand Christoffer Ermandinger, der havde giftet sig til købmand Sorterups gård (Adelgade 29-37). Da branden brød ud en forårsaften i 1757 var han imidlertid ikke længere ejer af ejendommen, der var overtaget af N.R. von Holstein til Lystrup, som havde lejet selve købmandsforretningen ud til to købmænd, Ib Petersen og Peter Krog. Ermandinger blev fængslet sammen med en husmand for at have anstiftet branden, da de begge flere gange havde »ladet falde Undsigelser og saadanne Ord som kunde have Anseende af en ond og skadelig Intention«. Han blev løsladt efter næsten to års arrestation uden at anklagen havde kunnet bevises, men at der nok har været lidt om det bevises bedst af, at han efter løsladelsen fik pålæg om aldrig siden at vise sig i Præstø.

Tabet ved branden opgjordes til mere end 36000 rigsdaler, altså mere end 2¹/2 gang så meget som ved den foregående ildsvåde. Antallet af brændte ejendomme var ganske vist kun 19, men det drejede sig til gengæld om de største og fornemste gårde, hvorved også omfattende varelagre var blevet flammernes bytte. Således mistede byens største købmand, Johan Hansteen, indbo og varelager for mere end 8500 rigsdaler i sine to ejendomme, der omfattede nuværende Adelgade 53-65, takseret til ialt 2.246 rigsdaler. Naboen, murermester Matthias Jørgensen (der ejede Adelgade 47-51) gjorde sit tab op til 3.362 rigsdaler, mens handelsfirmaet Petersen og Krog mistede et varelager, der var 4000 rigsdaler værd. Samme beløb komskindbereder Gregers Svitzer frem til, idet han ud over sin gård (Adelgade 70) også havde mistet en hestestampemølle og mere end 3000 færdigbehandlede skind.

Købstaden havde betydelig vanskeligere ved at bære denne voldsomme økonomiske åreladning end den forrige. Selvom kongen ydede en kontant hjælp på 5000 rigsdaler over 3 år, og tillod en kollekt over hele landet, som indsamlede lidt mere end 4400 rigsdaler, gik det meget langsomt med genopbygningen. Den sidste rate af brandhjælpen udbetaltes således først 1766, næsten 10 år efter.

Ligesom efter den foregående brand udnyttede man muligheden for at gennemføre en vis regulering af Adelgade, så den overalt fik samme bredde. Det gennemførtes også denne gang, at nybygninger skulle teglhænges for at imødegå eventuelle kommende brandkatastrofer. Man får indtryk af de kaotiske forhold i byen, når man hører, at der 1759 klages over, at en del af borgernes svin ikke alene gennembryder gærder og roder rundt i haverne efter spiselige rødder, men også gør det på kirkegården.

De to brande i Præstø var en af hovedårsagerne til, at centraladministrationen endelig fik taget sig sammen til at gennemføre en gensidig brandforsikring af landets købstæder. Ved samme lejlighed blev det påbudt at sætte brandvæsenet i ordentlig stand, og Præstø anskaffede sig to sprøjter i stedet for den ene, hvis læderslange netop kort før den første brand blev beskrevet som »meget gammel«.

Forudsætningen for en rimelig præmie ved den tvungne brandforsikring var en taksation af de enkelte ejendomme, som gennemførtes første gang i 1761. Denne findes bevaret for Præstø, og den har været af uvurderlig betydning for arbejdet med denne bog. Resten af århundredet var en trang tid for den lille by, der ikke fik nogen direkte andel i den florissante handelsperiode, hvor københavnske storkøbmænd tjente styrtende med penge, som de kunne omsætte i godser, f.eks. i Præstøs omegn, Nysø og Bækkeskov. Tværtimod har N. V. Nielsen i sin bog kunnet illustrere, hvorledes selv byens største købmænd kunne gå fallit og deres ejendomme blive solgt for en slik. Pontoppidans »Danske Atlas« beretter 1774, at byen har 52 borgere, og at den samlede befolkning udgør omkring 500 indbyggere. I dette tal er formentlig medregnet garnisonens ca. 100 mand. Endvidere nævnes det, at der findes »1 Sogne-Præst, 1 Byefoged, 1 Byeskriver, 1 Tolder, 3 Kiøbmænd, 1 Farver, 1 Chirugus, 26 FIaandværksmestre«. Yderligere ved vi, at hele ti skomagere boede i byen og langt de fleste i Adelgades østre ende. Præstø havde desuden fem bødkere, tre skræddere, to murermestre og to skippere. Endelig fandtes der en enkelt tømrer, en gørtler, en vejrmøller og en hestemøller, en parykmager, en pottemager samt en urmager, mens kordegnen tillige var skoleholder.

1800-tallet – opgangstider

Selvom de første årtier med krig og statsbankerot ikke begyndte lovende, blev 1800-tallet en voldsom ekspansionstid for Præstø, som den ikke havde oplevet magen til siden sin grundlæggelse i middelalderen. Grundene dertil var flere. Først og fremmest skabte ophævelsen af stavnsbåndet, udskiftningen, overgangen til selveje, samt rationaliseringen af landbrugets dyrkningsmetoder et nyt produktions- og købedygtigt opland for byen, og den florissante handelsperiode i hovedstaden begyndte at smitte af på de økonomiske forhold i det øvrige land.

Et andet forhold, som kom til at spille en afgørende rolle på et lidt senere tidspunkt, var industrialismens gennembrud i England, der medførte et stadigt stigende behov for kornimport fra Europa. Og her var det reorganiserede danske landbrug leveringsdygtigt, indtil det i slutningen af århundredet blev udkonkurreret af oversøisk korn og i stedet måtte omlægge produktionen til mere forædlede produkter som smør og ost. Takket være den frodige sydsjællandske landbrugsjord og et par initiativrige købmænd fik Præstø sin del af denne økonomiske opgangstid, der stort set kom til at give byen det udseende og den struktur, som vi kender i dag.

Tre storkøbmænd

Ved folketællingen i 1801 opgjordes befolkningen til 480, fem ernærede sig som skomagere, fire som brændevinsbrændere, tre som værtshusholdere, tre som bødkere, mens resten var bagere, murere, skippere, handskemagere m.m. Den omfattede endvidere fire købmænd, hvoraf de to i 1803 for egen regning lod istandsætte den gamle landevej på fastlandet og to år senere fik gennemført, at den gamle træbro ved Vesterbro blev erstattet af en dæmning. Flerved lettedes forbindelsen med byens opland betydeligt.

En tredie købmand forsøgte at gennemføre et tilsvarende projekt ved Østerbro, idet hans forretning lå bedre placeret i forhold til denne. Dæmningen her anlagdes dog først 1819, og otte år efter lykkedes det endelig for byen at få bevilget det nødvendige lån til havnens bygning, der var den sidste forudsætning for byens opblomstring.

Købmand Christian Worm var den ene af de to driftige forretningsmænd, som for egen regning forbedrede landevejen syd for Nysø og dermed var med til at sætte gang i udviklingen. Han havde overtaget de hansteenske ejendomme, som optog hjørnet Adelgade/Torvestræde, men i øvrigt ejede han også adskillige andre huse i byen. Det var Worm, som i 1809 opførte byens første grundmurede pakhus i Torvestræde som kornmagasin (se nedestående)

Efter krigen kom han ud i en økonomisk krise, og 1818 begærede den bekendte københavnske grosserer L.N. Hvidt gennem sin søn, der var forvalter på Nysø, foretaget eksekution i hans ejendomme og varelager for 50.000 rigsdaler, et helt astronomisk tal, der vidner om, at byen var ved at komme ovenpå igen. Flere af Worms ejendomme kom på tvangsauktion, således hans udlejningsejendomme på Adelgade 121-127 og på Østerbro 1-5. Men i 1823 var han dog kommet så meget på fode igen, at han kunne generhverve sidstnævnte ejendom, som han beholdt frem til 1838. Forinden havde han dog været nødsaget til at lade sit pakhus sælge ved offentlig auktion i1834, og hans arvinger må efter hans død 1845 være fragået arv og gæld, for hans store hjørneejendom udparcelleredes ved en ny auktion 1846.

Den anden af de to foregangsmænd var købmand Rasmus Kornerup. Han kom til byen fra Roskilde 1799, og erhvervede snart byens ældste store købmandsgård, Adelgade 29-37, for den nette sum af 2500 rigsdaler, hvilket var den hidtil største sum penge, som var betalt for en ejendom i Præstø. Det lykkedes ham efterhånden at få oparbejdet en blomstrende forretning. Over for købmandsgården opførte han 1816 et grundmuret kornmagasin, der stadig eksisterer i Adelgade 36 i gården. Imidlertid gik det også ned ad bakke for ham i 1820’rne og han fik glæde af det lille hus, som han 1821 havde opført på Torvet 4. Her trak han sig tilbage som forligskommissær efter at have afhændet sin forretning til yngre kræfter. Sine sidste år havde han embede som byens havnefoged. Han døde 1837.

Rasmus Kornerup synes at have været en agtet og vellidt mand, der også tog sig af sine slægtninge.

Den senere biskop og konseilspræsident D. G. Monrad, kom i huset hos ham og skulle have været antaget som lærling i forretningen, hvis ikke sognepræsten, Nicolai B. Søtoft havde fået øje på drengens usædvanlige begavelse ved konfirmationsforberedelserne. Det lykkedes ham at fa nogle af byens borgere til at betale for Monrads videre studier.

Da Kornerup afviklede sin forretning 1832 solgte han til en mand, der havde startet sin karriere som handelsbetjent i købmand Worms butik, men dog allerede havde været selvstændig gennem adskillige år. Dette var H. C. Grønvold. Få enkeltpersoner er kommet til at betyde så meget for deres by som købmand Hans Chr. Grønvold for Præstø. Han var født den 22. november 1788 og kom til byen i århundredets første årti. Han erhvervede først Adelgade 107, som han solgte i 1812, hvor han flyttede til Adelgade 60-62. Denne ejendom ejede han også kun kort, idet han 1814 solgte den og flyttede til Adelgade 95-97 (nuværende »Penalhus«), hvor han i husets østligste del havde sin krambod. Det gik nu fremad for hans forretning, og medvirkende hertil har det formentlig været, at købmand Worm, hans læremester, gik fallit i 1818.

Grønvold erhvervede dette år Adelgade 77, som han 1823 lagde sammen med nabohuset mod øst. Han foretog her en ombygning, der tyder på, at han nu flyttede sin bolig herhen. Året efter udvidede han på ny ved at tilkøbe Rasmus Kornerups ladebygning Grønnegade 14, der lå for enden af grunden.

1826 erhvervede han den store ejendom på Adelgades søndre side ud for Torvestræde (Adelgade 78-82), hvor han på den vestlige del opførte et grundmuret kornmagasin. Kronen på værket satte han i 1832, da han overtog Kornerups store gård, Adelgade 29-37, efter allerede 1829 at have købt hans nævnte pakhus på den anden side af gaden (se foto af Adelgade 36, tidligere i teksten).

Grønvold var en meget dygtig og fremsynet mand, der drev mange forskellige former for forretning. Som en af de første i landet anskaffede han 1838 en korntørremaskine, der havde en kapacitet på mellem 90 og 100 tønder rug i døgnet. Han ejede tillige et sildesalteri på Stevns og eksporterede kalksten fra Fakse kalkbrud, der var ved at komme i gang i disse år. Endelig stod han sammen med tømrermester Hans Andersen som entreprenør ved opførelsen af Rådhuset 1823-24 og spillede en afgørende rolle ved anlæggelsen af havnen 1828.

Det lykkedes ham at få tilladelse til at opføre et pakhus på havnen 1842. Han var selv den ene af havnekommissionens tre medlemmer, og da hans ansøgning om at opføre dette pakhus blev fremlagt til diskussion i bygningskommissionen, fremførte en af hans konkurrenter, købmand J. E. Hald, at han herved stilledes urimeligt bedre end byens øvrige købmænd. Endelig kunne han to år før sin død udvide sit imperium med Worms gamle pakhus i Torvestræde, som han straks udvidede med en ekstra fløj, der indrettedes til korntørreri. Inden han døde den 8. maj 1852, gik han i gang med en omfattende ombygning af sin købmandsgård på Adelgade (29-37), der dog først fuldendtes af sønnen, Hans Peter Levin Grønvold, som overtog forretningen. Enken, Mette Marie Grønvold, f. Søby, boede i sine sidste år i den nyligt indrettede gård på Torvet (nr. 1)

Befolkningstilvækst og anlæggelse af nye kvarterer

I løbet af 1800-tallet kunne Præstø notere en fremgang i indbyggertal. Endnu 1815 var dette på omkring 500, men ved århundredets midte var det steget til 951 og 1890 var tallet 1500. Af disse tal fremgår det, hvilket voldsomt behov for nye boliger, byen pludselig stod overfor. Dette opfyldtes på to måder, nemlig ved inddragelse af side- og baghuse som udlejningsboliger og anlæggelsen af helt nye kvarterer i byen. Torvet og kvarteret omkring Grønnegade var det første, som anlagdes i 1820rne. Ifølge kongeligt reskript kunne en borger uden vederlag få overdraget en købstadsgrund, såfremt han lod den bebygge, og dette udnyttede i første omgang nogle af byens prominente personer. Det gjaldt byfoged B.H. Dall, der 1819 byggede Torvet 7, den grundmurede facade dog senere, og hans efterfølger i embedet, Jacob C. Møller, der stod for opførelsen af sin egen gård på hjørnet af Grønnegade og Pottemagerstræde og et hus i Rådhusstræde, der i dag indgår i Rådhusstræde 3. Også Rasmus Kornerup benyttede som omtalt lejligheden til at opføre Torvet 4, men reglen fandt anvendelse helt op til slutningen af 1830rne. Inddragelsen af området omkring Grønnegade og Torvet fik konsekvens for de ejendomme, der allerede lå her. Man kunne ikke længere tolerere, at nogle endnu var stråtækte, og det betød f.eks., at pottemager Baade blev tvunget til at afhænde sit hus, Torvestræde 7, til bager Dems , fordi han ikke havde råd til selv at bekoste et hus, der havde styrke til at bære et stentag.

Ialt matrikuleredes 18 nye ejendomme i perioden fra 1818-26, men herefter stagnerede udstykningen frem til 1840’erne. Den voldsomme befolkningstilvækst tog dog ikke af i disse år, og man vandt i stedet plads ved at indrette lejeboliger i side- og baghuse. For at styre byggeriet oprettedes endvidere 1832 en bygningskommission, der skulle give tilladelse til såvel nybyggeri som større ombygninger.

Den næste udvidelse af byen fandt sted i 1840’erne, hvor først den søndre og dernæst den nordre side af Vesterbro blev bebygget. Sidstnævnte hed i daglig tale »Pladsket«, og opfyldtes 1842, men selve udstykningen foregik 1850. Her købte adskillige af byens bygningshåndværkere en grund og lod den bebygge. Mens køberne af disse ejendomme tilhørte byens lavere middelklasse, var det den højere middelklasse, som aftog de huse, der opførtes af murermester M.S. Miede på Klosternakken og Torvet i 1850erne.

Mulighederne for at udvide byen inden for byens rammer var dermed udtømt, især da man ønskede at bevare den have, som var anlagt østligst på øen i 1840’erne. Hertil var i øvrigt leveret 1500 forskellige planter fra de kongelige planteskoler i Hørsholm og Petersværft. 1868 opførte borger- og håndværkerforeningen på dette sted en pavillon, der fik navnet »Frederiksminde« til minde om grundlovens giver, Frederik VII.

Byen erhvervede derfor vigtige udvidelsesmuligheder, da den 1873 foretog et mageskifte med baroniet Stampenborg og derved fik de såkaldte »Nysø-huse«, der lå lige vest for byen. Man fortsatte endvidere med at fylde »Pladsket« op, og det bebyggedes omkring århundredskiftet. Den sidste væsentlige ekspansionsmulighed fik byen, da den erhvervede »Præstemarken« syd for åen 1915, der som navnet siger, indtil da havde tilhørt præstekaldet. De første huse langs Lindevej byggedes i 1920, og byens videre geografiske udvidelse er i dette århundrede primært foregået syd for Tubæk å, især i den såkaldte »Hestehave« sydøst for byen.

Behovet for at skaffe flere og efterhånden større og bedre boliger blev også løst på en anden måde, nemlig ved at bygge i vejret. De fleste ejendomme i den vestlige ende af byen stammer fra perioden omkring århundredskiftet og er opført i to etager, ligesom de også ofte har udnyttet tagetage. I den østlige ende af byen, hvor bebyggelsen forblev lav, blev tagetagerne ligeledes udnyttet, hvad der afspejler sig i husenes tagkviste.

Omstilling til moderne tider

Mange af de faktorer, som spiller ind ved ændringen af bybilledet i 1800-tallet er ikke fænomener, som eksisterer alene for Præstøs vedkommende. Der er derimod tale om generelle tendenser, som genfindes i de fleste mindre købstæder i Danmark. Korneksporten til England og de store landbrugsreformer er allerede omtalt, og det bør i den forbindelse huskes, at ophævelsen af stavnsbåndet var en væsentlig forudsætning for byernes befolkningstilvækst. Demokratiseringen af det politiske liv og liberaliseringen af erhvervslivet var to andre vigtige faktorer. Mens den første kom gradvis, gennemførtes den anden med eet slag ved næringsfrihedsloven af 1857, der ophævede det stive laugssystem, og i princippet gav alle mulighed for at drive det erhverv, som de havde lyst til.

Det er klart, at købstædernes borgere ikke umiddelbart kunne se deres fordel ved loven, og i Præstø dannede de, ligesom så mange andre steder, en borger- og håndværkerforening til varetagelse af deres interesser. Den fik dog kun ringe indflydelse på det politiske liv, men markerede sig til gengæld markant som bygherre. Således opførtes som omtalt 1868 »Frederiksminde«, og 1870 Den Borgerlige Velgørenhedsstiftelse på Torvet som bolig for enker efter borgere og håndværkere i Præstø, og endelig tog foreningen initiativet til opførelse af Teknisk Skole, hvis bygning rejstes 1891. Næringsfrihedsloven fik også på anden måde betydning for byen, for 1858 bosatte bogtrykker Julius Stilling sig på hjørnet af Torvet og Grønnegade (Grønnegade 14), og udgav dette år det første nummer af »Præstø Avis«. Noget af det første, han gjorde, var at agitere for en bedre gadebelysning under overskriften »Tran, Tran, Tran«. Kommunalbestyrelsen udskød dog sagen i håbet om at finde en mere økonomisk lyskilde. Et planlagt gasværk 1865 blev heller ikke til noget, og først 1868 fik Præstø petroleumslamper leveret af blikkenslager Bodholt. Det var også på dette tidspunkt, at byens første industrielle virksomheder opstod. Den tidligere hjulmand, Christoffer Petersen, anlagde 1857 et jernstøberi i sin ejendom, Adelgade 20, og i sin baghave (Adelgade 55-57) fremstillede apoteker Aarsleff såvel chokolade som parfume »Esprit de Valdemar«. Konsul H.P. L. Grønvold anskaffede sig en dampmaskine på 12 hestekræfter fra Burmeister & Baumgarten til sit brændevinsbrænderi i gården bag Adelgade 37. I 1870erne anlagdes et hvidtølsbryggeri på Torvet, hvor stubmøllen tidligere havde ligget (Torvet 15- 17).

Præstø fik efterhånden også de offentlige bygninger, som en by af dens størrelse havde behov for. 1850 udvidedes Rådhuset med en arrestfløj, der bl.a. kom til at huse den berygtede morder Balle-Lars, hvis forhærdede sind sognepræst Gjellebøl forgæves forsøgte at formilde inden henrettelsen 1861 (»spildte Guds ord på Balle-Lars«).

1855 byggedes toldkammerbygningen på havnen, som blev opført af en privatmand, der siden udlejede bygningen til toldvæsenet.

Byen fik et kombineret sygehus og alderdomshjem i 1864 (Jomfrustræde 6), og 1882 opførtes en ny fattiggård i stedet for den gamle, som brændte 1869 (Adelgade 119). Også skolevæsenet undergik forandringer i denne periode. Først opførtes en ny skolebygning 1862, nemlig baghuset til Adelgade 154, og 1895 blev forhuset, der oprindeligt var opført som rådhusbygning, nedrevet og erstattet med en lærerbolig i to etager, det nuværende kommunekontor. I stedet byggedes en ny skole på Klosternakken. Efter mange forhandlinger lykkedes det til stor gavn for byen at fa anlagt en jernbane til Næstved, som indviedes 1900 og 1913 forlængedes til Mern. Den smukke jernbanestation, der er opført 1900 efter jernbanearkitekten H. E.C. Wenck’s tegning, og den ombyggede remise længst mod nordvest i byen minder om banen, der nedlagdes i 1960ernes midte.

Gadenavne

Præstø er en såkaldt vejby, d.v.s. en by, hvis bebyggelse stort set alene ligger langs en enkelt færdselsåre; den strækker sig mellem kirken i øst og Vesterbro i vest, der danner forbindelsen med købstadens opland på Sjælland. Denne hovedgade har heddet Adelgade ligeså langt tilbage i tiden, som vi kan følge dens navn, og den er dermed i slægt med de utallige Adel- eller Algader rundt om i danske købstæder. Grønnegade omtales første gang i et brev fra 1493, men det fremgår ikke helt klart, hvor gaden er placeret. En sikker stedfæstelse af navnet har vi først i forbindelse med Christian Ills gavebrev til byen på syv af klostrets boder i 1550. De tre af dem ligger på Grønnegade, og ad anden vej ved vi, at disse tre ejendomme har ligget et sted mellem det nuværende Torvestræde og Klosternakken. Grønnegade har altså været betegnelsen på den strækning, der i dag tillige omfatter Torvet, en identifikation, der bl.a. bekræftes af kortet i Frederik V’s atlas, hvorimod Resen i sit atlas fejlagtigt giver Adelgade dette navn.

Christian Ills brev omtaler tillige Torvegade, der svarer til det nuværende Torvestræde. Som navnet siger, har der oprindelig været tale om det stræde, der førte fra hovedgaden og hen til Torvet. Dette har altså tidligere ligget længere mod vest, end det gør i dag, og mere haft karakter af en åben markedsplads, end vi normalt forbinder med ordet »torv«. Denne placering bekræftes af skriftlige kilder fra midten af 1700- tallet, hvorimod det sædvanligvis ret pålidelige kort fra Frederik V’s atlas henlægger det til en plads ud for stubmøllen; til gengæld har det grove og upålidelige kort i Pontoppidans atlas en korrekt placering af torvet.

Grønnegade og Torvet havde således en omvendt geografisk placering i forhold til hinanden indtil 1820’rne, hvor det nye rådhus blev anlagt.

Rådhusstræde har så vidt vides altid heddet det samme og haft navn efter det rådhus, som stikvejen ledte op til.

Jomfrustræde kaldes Oluf Ibsens Stræde i Frederik V’s atlas og betegnedes siden Vejrmøllestræde efter den mølle, som den ledte op til.

Navnet Jomfrustræde må endeligt være slået igennem i slutningen af forrige århundrede, for N.V. Nielsen har en djærv beskrivelse af dets opståen, som hidrører fra begyndelsen af 1700-tallet. På dette tidspunkt lå den gamle præstegård på nordsiden af Adelgade mellem omtalte stræde og kirkegården, og i den ene ende af bygningen drev byskriverens moder beværtning — og sikkert ikke bare det, for i daglig munde kom præstegården til at hedde »Jomfrukroen«! Den sidste stikvej mellem Adelgade og Grønnegade gik langs kirkegårdsmuren og hed Kirkestræde; den findes endnu i Frederik V’s atlas, men sløjfedes snart

efter, formodentlig i forbindelse med nedlæggelsen af garnisonen, hvor behovet for et stræde på dette sted forsvandt.

Det lille stræde syd for kirken, Østerbro, må være meget gammelt, da det forbinder byen med dens opland på Jungshoved. Et par afbildninger fra 1700- tallets midte viser, at navnet nok må siges at være noget overdrevet, eftersom forbindelsen blot bestod af en række store trædesten over Tubæk å. Alligevel var stedet en så betydningsfuld adgang til byen, at en toldbetjent havde til huse her. Trædestenene afløstes af en dæmning i 1819.

Det samme var tilfældet ved Vesterbro, hvor konsumptionsbetjenten boede til leje i et lille tre fags hus på nordsiden af Adelgade (jfr. Adelgade 29). Der var her tale om en egentlig træbro, som først i 1805 erstattedes med en dæmning, hvis konturer stadig aftegner sig i gadeforløbet den dag i dag ud for Adelgade 19-27 og 10-28. Den nutidige gadebetegnelse for dette stykke er dog Adelgade, hvorimod Vesterbro benyttes for den del af vejen, som ligger endnu vestligere, og hvor husene indtil 1872 hørte under herregården Nysø. De to små stræder ned mod åen anlagdes som brandveje efter katastrofen i 1750. Det vestligste, Per Tyesstræde, siden 1966 Per Tyes Torv, kom til at gøre god fyldest ved den følgende ildløs i 1757, hvor branden netop standsedes her. Navnet skyldes bødkerfamilien T(h)ygesen, der i adskillige generationer ejede de to ejendomme, der nu indgår som parkeringsplads. Stamfaderen Per eller Peder Thygesen ejede stedet i slutningen af 1700-tallet.

Hestemøllestræde har navn efter den hestemølle, der frem til 1850 befandt sig i Adelgade 116-118, og hvis eksistens på dette sted går helt tilbage til middelalderen.

Pries stræde stammer derimod fra midten af forrige århundrede, hvor grundene på det opfyldte areal ved Vesterbro blev udstykket og bebygget; navnet hidrører fra tømrermester Otto Herman Pries, der ejede såvel Adelgade 8 som Adelgade 14-16.

Det nuværende Pottemagerstræde har navn efter to pottemagerfamilier, Arendt og Baade, der boede på matr.nr. 101 frem til 1820, men hed tidligere Kittenstræde efter en anden gammel Præstøfamilie, som havde boet på stedet. Dette navn betegner i dag det lille stræde fra Torvet og ned til havnen, der kaldes for Olmestræde i Frederik V’s atlas. Omkring 1820rne omtales den som Skibsstrædet eller Skibsgyden.

Klosternakken anlagdes som gade i 1850erne og tog navn efter den folkelige betegnelse på det gamle klosterområde.

Havnevej og Jernbanevej er navne, som stammer fra århundredskiftet.