Hvad er det for en bane vil de fleste nok spørge. Men mange i dag (vi skriver 2021) vil nok alligevel kunne erindre den.
Banen blev indviet i 1913, mere præcist den 15.november og ville i 2013 have været fyldt 100år, hvis den ikke var blevet nedlagt i 1961, totalt fjernet fra landskabet. Banen var en vigtig transportkilde i hverdagen og ville sikkert også i dag, hvis den havde eksisteret været det samme. I 1961 var det ikke hvermandseje at have en bil, da brugte man tog, bus, cykel eller apostlenes heste. Toget på landet var den gang en vigtig transportkilde, ikke kun for menig mand, men også for virksomheder og handlende. Så historien om denne bane vil jeg her kort fortælle, med oplæg fra Søren Jørgensen, Præstø.
Præstø – Næstved banen
13 år tidligere i år 1900 var banestrækningen fra Næstved til Præstø blevet indviet og blevet en stor succes. Men der skulle alligevel gå adskillige år før den blev ført helt frem til Mern, men det er en anden historie. På det tidspunkt var der allerede bygget en saftstation i Mern til forarbejdning af sukkerroer til sukkersaft, hvor denne fabrik sikkert haft en vist indflydelse på banens etablering. Sukkersaften fra Mern blev via en pibeline pumpet til Stege Sukkerfabrik for der at blive videreforarbejdes til sukker.
Strækningen Præstø – Skibinge – Allerslev – Mern
På turen fra Præstø station mod Mern, var første stop Skibinge trinbræt. Det var et større træhus der lå et stykke uden for selve Skibinge by, tæt på Bellevuevejen, hvor banen passerede tæt ved den nuværende skydebane og krydset Bellevuevejen (se kort med pil). Derfra gik banen videre over markerne, hvor den i lige linje fulgte vejen Ronesbanke og krydsede denne lige efter ejendommen der ligger på Ronesbanke nr.18 og derfra videre over markerne i retning mod Ammendrup. Lige før selve byen drejede den i retningen mod Allerslev og løb parallel med Mønvej mod Mern. Kort efter at den havde krydset Enghavevejen lå Allerslev station. Den gamle stationsbygning findes stadig, men er i dag en del ombygget. Herfra løb banen videre mod Mern, parallel med Mønvej hvor den krydsede Lydehøjvej og passerede tæt forbi Maglemosen og videre mod Mern. Lige inden byen passerede den Mern Saftstation (saftfabrik) der den gang var opsamlingssted for sukkerroerne fra hele Sydsjælland. Ved saftstationen var der et vigespor for aflæsning af roer. Efter at have passeret her, krydsede den Ørslevvejen, hvor Mern station lå kort efter på Stationsvej-.
Desværre skete der igennem årene en del ulykker ved overskæringerne på banen
– Den 27.nov 1925 skete der en afsporing ved overkørslen på Lydehøjvej. Det havde været snevejr og sammenpresset sne havde lagt sig i de såkaldte Rilleskinner, de skinner der ligger langs den enkelte skinne i en overkørsel for at trafikken kunne køre over skinnerne uden problemer. Lokomotivet lagde sig i grøften og de åbne godsvogne væltede rundt på sporet, men heldigvis uden personskade.
– Den 14.dec. 1925 var der igen uheld. Denne gang ved Maglemosen på strækningen Allerslev – Mern, men denne gang ikke med toget, men med en postflyver der havde fået tekniske problemer og som forvekslede banelinjen med en vej og først for sent opdagede fejlen da den måtte nødlande. Der skete ingen personskade og heller ikke de store skader på flyvemaskinen. Men for at få maskinen fjernet, måtte denne skilles af i flere stykker. Heldet var, at den videre transport kunne ske på godsvogne fra selve ulykkesstedet, hvilke skete få dage efter den 17.december.
– Den 3.februar 1930 skete der en påkørsel ved Tubæk overkørslen. Da toget fra Præstø og en lastbil fra Allerslev stødte sammen på overskæringen mellem Tubæk og Ny Esbjerg (i dag Tubæk Møllevej). Lastbilen havde 2 passagerer, skræddermester N.P. Jensens to børn Jenny Marie på 26år og hendes broder Ejgild på 20år fra Allerslev-, Begge bliver så hårdt kvæstede at de senere dør. Chaufføren overlever, men stærkt kvæstet.
– Den 28.februar 1941 skete der ved baneoverskæringen ved Lydehøjvej På banestrækningen Mern og Allerslev igen en afsporing på grund af snelag, hvorved et lokomotiv løb af sporet, og benzinmotorvognen der benyttedes som personvogn afsporedes med de 2 forreste hjul. Der kom ingen personer til skade. Driften pa strækningen Præstø-Mern måtte aflyses i 2 dage og de rejsende og gods måtte befordres med biler
– Natten mellem den 27. og 28. januar 1942 var der brand på Mern station, hvor en af banens personvogne totalt udbrændte og en anden blev lettere skadet. Forsikringen udbetalte 10.306kr for den udbrændte vogn. Den anden personvogn kunne repareres med lidt træ og nyt tagpap. Pakvognen led ingen skade. Portør Helge Mortensen der var tjenestegørende på stationen udtalte, at der ikke havde været noget at bemærke da toget ankom om aftenen. Branden skyldtes en overophedet kakkelovn på A21.
– Den 3. marts 1957 skete der et sammenstød mellem toget og en personbil ved banens blinklyssikrede overskæring ved Tubæk. Bilens fører blev dræbt på stedet og en kvindelig passager hårdt kvæstet.
Notat fra Næstved Tidende den 4.marts 1957: Jeg oplevede ulykken da jeg søndag morgen som avisbud var pa vej til Skibinge, da jeg og en kammerat kort før overskæringen så den lille bil køre direkte ind i skinnebussen uden at bremse. Sammen med tililende fik vi tilkaldt Falck og Politi fra Præstø.
– Den 1.august 1958 skete der en påkørsel ved Ronesbanke, i overskæringen på vejen fra Skibinge til Ugledige med en personbil og banens skinnebus ført af motorfører Frede Petersen. Han fortalte efterfølgende, at han havde set bilen, men denne hørte tilsyneladende ikke togets fløjte og da overskæringen ikke havde blinklysanlæg, men kun afmærket med krydsmærker, ramte Skinnebussen bilen, en stor blå Ford-V8 som fik en tur i grøften. Vognens fører, en grosserer fra Præstø med sin kone og 2 andre damer blev sendt en tur pa sygehuset, men ingen var kommet alvorlig til skade.
23. Maj 1959 skete der en alvorlig ulykke ved overskæringen på Enghavevej, vejen der går fra Allerslev til Ugledige. Skinnebussen var på vej fra Præstø mod Mern da motorvognsføren opdager en lastbil der holder midt i jernbaneoverskæringen. Trods gentagende fløjten og bremsen, ramte toget lastbilen i højre side. Denne drejede en halv omgang rundt og stod på vejen. Lastbilens presenningsstiver var gået igennem frontruden lige der hvor motorvognsføren havde siddet, men tidsnok havde han nået at kaste sig ned for ikke at blive ramt. Lastbilen der var fra fragtmand H.O. Larsen i Præstø, blev total ødelagt og måtte kasseres, medens skinnebussen måtte en tur på en DSB godsvogn til Scandia i Randers for at blive udbedret med en ny dør, ny bagagebærer m.v. og blive rettet op da vangen var blevet skæv ved sammenstødet.
Om lyssignaler ved vejene.
– Baneoverskæringen på Ørslevvej i Mern, fik den 13.juni 1924 vejsignaler. Der ved trådtræk fra Mern station kunne vise at der kom tog. I 1937 erstattedes dette af et elektrisk blink lyssignal, hvor løbende yderligere 2 bliver opsat.Det ene på Enghavevej ved Allerslev station og det andet ved Tubæk overskæringen.
Også heste har været genstand for togets opmærksomhed. For den 24. september 1928 påkørte toget på Ammendrup mark en hest, der stod på banelinjen. Påkørslen var så kraftig at hesten måtte aflives. Toget kunne bagefter fortsætte, forsinket og uden personskade.
Skrevet af Ove Rye Jørgensen, med oplæg fra Søren Jørgensen, Præstø